Ildebrand

16-årig pige fængslet for at sætte ild på rådhus

Hvis man sætter ild til et rådhus, så skal man ikke være på fri fod, vurderede retten

Rådhuset i Thisted bærer i dag synlige spor efter brandstiftelsen - borgerservice vil være lukket hele ugen, oplyser kommunen.
Rådhuset i Thisted bærer i dag synlige spor efter brandstiftelsen - borgerservice vil være lukket hele ugen, oplyser kommunen. Lasse Damsgaard

En blot 16-årig pige fra lokalområdet er mandag formiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holstebro, sigtet for brandstiftelse på rådhuset i Thisted.

Efter grundlovsforhøret, som blev holdt bag lukkede døre af hensyn til den sigtedes unge alder, blev pigen varetægtsfængslet i fire uger, oplyser senioranklager Iben Bøttker til Nordjyske.

- Fængslingen sker, fordi man finder særlig bestyrket mistanke om, at hun er skyldig i ildspåsættelsen. Derudover er der også et hensyn til retshåndhævelsen: Hvis man sætter ild til et rådhus, så skal man ikke være på fri fod, siger anklageren.

Pigen bliver varetægtsfængslet i surrogat, hvilket vil sige, at hun ikke skal sidde fængslet i en almindelig arrest, men i stedet på en sikret institution.

I retten valgte pigen ikke at forholde sig til sigtelsen, altså ville hun hverken erkende eller nægte at være skyldig.

Det står heller ikke på nuværende tidspunkt klart, om hun ønsker at kære fængslingen til landsretten.

Natten til søndag gik den automatiske brandalarm i gang på rådhuset, hvor en rude var blevet smadret, og der var blevet sat ild på en sofa i rådhusets foyer, oplyste Midt- og Vestjyllands Politi.

Pigen blev anholdt og sigtet i sagen søndag eftermiddag kl. 13.40.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden