20-årig mand dræbt efter påkørsel af bakkende lastbil
Vejen Dravedvej ved Løgumkloster blev spærret, efter at en trafikulykke kostede en ung mand livet.

Syd- og Sønderjyllands Politi arbejder mandag aften på Dravedvej ved Løgumkloster, hvor en 20-årig mand har mistet livet i en trafikulykke. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 20-årig mandlig bilist er mandag aften afgået ved døden, efter at han blev påkørt af en lastbil.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.
Lastbilen var ved at bakke ud fra en indkørsel på Dravedvej i nærheden af Løgumkloster.
De pårørende er underrettet.
Den 20-årige mand kørte i en personbil. Han blev erklæret død på stedet.
Vejen blev spærret i forbindelse med ulykken. Men omkring klokken 01.00 natten til tirsdag oplyser vagtchef John Christiansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi, at politiet ikke længere er på stedet.
Det er almindelig praksis, at politiet afspærrer stedet, hvor der er sket en trafikulykke for derefter typisk at tilkalde en bilinspektør.
Bilinspektøren skal indsamle dokumentation, som kan fastlægge forskellige omstændigheder ved ulykken.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.