28-årig anholdt: Truede anden mand på livet med pistol
Den 28-årige blev søndag afhørt og løsladt igen - men sigtelsen opretholdes

Foto: Henrik Bo
RANUM:En 28-årig mand blev lørdag klokken 23.40 anholdt i Ranum i Vesthimmerland. Det oplyser Jesper Sørensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
Anholdelsen skete, efter der var kommet en anmeldelse om, at den 28-årige mand havde truet en anden mand på livet med en pistol ud for en restauration i Ranum.
Episoden startede med uoverensstemmelser mellem to mænd, efter den 28-årige var blevet bortvist fra restaurationen, men det udviklede sig altså hurtigt, da den ene af de to trak en pistol, truede den anden mand og kørte derfra.
Politiet fandt dog hurtigt frem til den 28-årige på hans bopæl, hvor han blev anholdt.
Under politiets ransagning af mandens bolig fandt de en gaspistol. Manden er derfor sigtet for trusler på livet og for brud på våbenloven.
Han var påvirket, da politiet anholdt ham, så det var først i løbet af søndagen, at politiet kunne afhøre ham. Derefter vurderede politiets juridiske afdeling, om der var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør og prøve at få ham varetægtsfængslet. Det vurderede juristerne, at der ikke var, så den 28-årige blev løsladt senere søndag men er altså fortsat sigtet i sagen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.