28-årig med flere siders straffeattest: Stjal designerlamper i Hasseris
En 28-årig mand er blevet dømt for 51 forhold - blandt andet indbrud i Hasseris, røveri og bedragerier mod byggemarkeder

Foto: Henrik Bo
AALBORG:Endnu en mand er blevet dømt for nogle af de mange indbrud, der i efteråret plagede Aalborg-bydelen Hasseris.
Men Hasseris-indbruddene var kun en del af i alt 51 forhold, som den 28-årige Mike Brask Andersen tirsdag blev idømt tre år og ni måneders fængsel for.
Under retssagen ved Retten i Aalborg tilstod den 28-årige alle forhold, der omfattede både røveri, indbrud, tyveri, bedrageri, narkokørsel, brugstyveri og kørsel uden kørekort, oplyser anklager Malene Lund Andersen.
To dømt for Hasseris-indbrud
Den 28-årige blev anholdt i november sammen med to andre mænd. Det var politiets massive efterforskning af indbruddene i Hasseris, der ledte dem på sporet af indbrudstyvene.
Han er nu dømt for 10 indbrud og tyverier i Hasseris, hvor han - sammen med medgerningsmænd - stjal flere udendørs ph-lamper og i nogle tilfælde brød ind i huse for at stjæle designerlamper.
I et enkelt tilfælde er den 28-årige også dømt for hæleri i forbindelse med et indbrud i en leasingvirksomhed på havnen i Aalborg, hvor der blev stjålet fire Arne Jacobsen svanestole til en værdi af ca. 168.000 kroner.
En 31-årig mand blev i februar dømt ni måneders fængsel for indbruddet i leasingvirksomheden og for at have været med til at stjæle nogle af de udendørs ph-lamper.
Den tredje mand venter stadig på at få sin sag afgjort ved retten, fortæller Malene Lund Andersen.
Selvom den 28-årige tilstod alt i retten, så ville han dog kun tale om sig selv og altså ikke nævne navne på nogle af medgerningsmændene, oplyser anklageren.
Indbrud blev til røveri
Under efterforskningen viste det sig også hurtigt, at den 28-årige havde en del mere at tale om end blot Hasseris-indbruddene.
Udover andre indbrud i Aalborg og Holstebro, er den 28-årige også dømt for røveri.
Det skete midt om natten 3. juli i Hadsten, hvor han - igen sammen med en ukendt medgerningsmand - var brudt ind i en villa.
Her havde indbrudstyvene fået båret en del ting ud af huset - blandt andet ph-lamper og et tv - da de gik ind i huset igen for at hente flere tyvekoster.
Men inde i soveværelset lå husets beboer og sov, og da hun vågnede og kiggede på de maskerede indbrudstyve, truede de hende til at fortælle, hvor hendes smykker lå. Dermed udviklede indbruddet sig til røveri.
Snød byggemarked
Den 28-åriges synderegister stopper dog ikke her.
Han er også blevet dømt for bedrageri mod Stark i Aabybro og i Aalborg 26. august sidste år. Her lykkedes det den 28-årige at bilde personalet ind, at han var ansat i et firma, der havde en konto i byggemarkedet, og på den måde kunne han købe værktøj for omkring 75.000 kroner på en andens regning.
Endelig er manden dømt for at have kørt i narkopåvirket tilstand fem gange samt en række andre færdselsforseelser.
Og det er ikke første gang, at den 28-årige skal bag tremmer. Manden er tidligere straffet mange gange for lignende kriminalitet, fortæller Malene Lund Andersen.
Han valgte at modtage sin dom.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.