Flere hundrede mindreårige piger afpresset - mand skal i fængsel
En 32-årig mand blev idømt tre års fængsel for at afpresse og krænke mindreårige piger på Snapchat
Opdateret kl. 19:29
Fredag faldt der dom i en omfattende sag om digitale krænkelser.
Her fik en 32-årig mand fra Vendsyssel tre års ubetinget fængsel ved Retten i Hjørring.
Den 32-årige mand havde kontaktet adskillige mindreårige piger i en periode mellem april 2021 og december 2022 via det sociale medie Snapchat - langt de fleste under 15 år.
Han blev dømt for at tage kontakt til 16 mindreårige piger og afpresse dem til at sende ham seksuelle billeder og videoer. Han brugte efterfølgende materialet til at afpresse pigerne til at sende flere billeder og videoer af mere seksuel karakter ved at true med at offentliggøre billederne - andre gange lokkede han med betaling.
Manden blev yderligere dømt for forsøg på medvirken til at tvinge en 14-årig pige til seksuelle overgreb på en 4-årig pige, men det lykkedes ikke, da pigen nægtede.
Han var også oprindeligt tiltalt for at tage kontakt til yderligere 1039 piger.
Den 32-årige mand blev dømt for forsøg på blufærdighedskrænkelse og forsøg på besiddelse af børnepornografisk indhold i sagerne om 572 mindreårige piger ud af de 1039, som han oprindeligt var tiltalt for.
Altså over halvdelen af de mindreårige piger, som manden forsøgte at afpresse, men som alle afbrød kontakten.
Husker ikke antallet
I retten nægtede den 32-årige mand sig skyldig.
Under retssagen forklarede han, at han ikke kunne kunne huske, at tage kontakt til de 16 krænkede piger og de i alt 1039 piger, der afbrød kontakten med manden.
Til gengæld kunne han godt huske, hvorfor han begyndte at skrive til pigerne via Snapchat. Det var umiddelbart efter, at et længevarende forhold blev afsluttet i sommeren 2020.
- Det var i en periode, hvor jeg arbejdede rigtigt meget. Jeg var meget ensom og ville gerne have nogen at snakke med, forklarede han i retten.
Manden havde også forklaret i retten, at han husker at kontakte mellem 10 og 20 piger via Snapchat.
Anklagemyndigheden benyttede det digitale fodspor, som manden havde efterladt på Snapchat, og forklaringer fra de mange mindreårige piger.
Det fandt retten i Hjørring troværdigt, og lagde vægt på dette, da den 32-årige mand blev dømt.
Ønskede betænkningstid
Ifølge senioranklager Mette Bendix, er anklagemyndigheden tilfreds med dommen på tre års fængsel for de adskillige afpresninger, besiddelse af børnepornografisk indhold, ulovlig tvang og forsøg på krænkelser af de mindreårige piger.
- Vi er tilfredse med, at retten har fulgt vores anmodning.
- Både i forhold til dommen, men også i forhold til at straffens længde viser, at sagen er af alvorlig karakter, fortæller Mette Bendix.
Den 32-årige mand ønskede betænkningstid i forhold til, om han ville anke eller modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.