52-årig dømt for hash-handel og smugling af store pengebeløb
Manden har videresolgt og modtaget betaling for i alt 200 kilo hash. Andre er sigtet i sagen

En 52-årig mand tilstod videresalg af hash samt håndtering af et stort millionbeløb, der stammede fra hash-handel. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AALBORG:En 52-årig nordjysk mand har modtaget den første dom i det, der kan vise sig at blive en større sag om smugling og salg af hash til Norge.
Dommen, der faldt i Byretten i Aalborg, lød på to år og tre måneders ubetinget fængsel.
Manden boede i en periode Norge, og her modtog og solgte han i august eller september 2021 86 kilo hash. Herudover stod han for få penge for salget af 110 kilo hash - i omegnen af otte millioner norske kroner - og få dem sendt videre til bagmænd i Danmark.
Manden blev anholdt i oktober sidste år og har siddet varetægtsfængslet siden.
Det kom frem under retssagen, at han tidligere har været dømt for narkokriminalitet.
Anklager i sagen Kim Kristensen fra Nordjyllands Politi oplyser, at manden tilstod samtlige forhold og modtog dommen.
Han fortæller, at den 52-årige er en del af et større netværk, men han er den første, der har fået en dom.
- Der er flere sigtede i sagen, men jeg kan ikke oplyse, hvordan sagen står i forhold til de øvrige implicerede, siger han.
Både Kim Kristensen og mandens forsvarer procederede for, at manden skulle have to år og tre måneders fængsel, så dommeren fulgte deres ønsker.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.