Ankesag om drabet på Mia Skadhauge Stevn starter til maj

13. maj næste år begynder ankesagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn, som Thomas Thomsen er dømt for.

 <i>Foto: Torben Hansen</i>

Foto: Torben Hansen

Vestre Landsret tager 13. maj næste år hul på ankesagen om drabet på Mia Skadhauge Stevn.

Det oplyser landsretten mandag.

38-årige Thomas Thomsen blev i slutningen af juni idømt forvaring for drabet på den sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn.

Han blev af Retten i Aalborg kendt skyldig i usømmelig omgang med lig, forsøg på voldtægt og drab på den 22-årige kvinde.

Thomas Thomsen ankede efterfølgende dommen, fordi han vil frifindes. Anklagemyndigheden har også anket dommen for at få Thomsen dømt for fuldbyrdet voldtægt og en skærpelse af straffen.

Ved Retten i Aalborg gik anklagemyndigheden efter en dom på fængsel på livstid.

Der er i landsretten i Viborg afsat i alt ti retsdage frem til 30. maj til at behandle ankesagen.

I byretten var det advokat Mette Grith Stage, der var forsvarer for Thomas Thomsen, og sådan bliver det også i landsretten, oplyser hun til Ekstra Bladet.

Thomas Thomsen har erkendt usømmelig omgang med Mia Skadhauge Stevns lig.

Men Thomsen afviste i byretten at have dræbt hende. Ifølge ham døde hun som følge af en ulykke, hvor hun faldt i en skov, de var kørt hen til, efter at hun havde sat sig ind i hans bil ikke ret langt fra Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor Mia Skadhauge Stevn havde været i byen.

/ritzau/