Anklager: Planlagt likvidering foran børn skal koste livstid
Anklageren går efter fængsel på livstid til 53-årig mand, der skød og dræbte sin ekskone foran deres to sønner
Opdateret kl. 14:48
AALBORG: Fængsel på livstid.
Det mener anklager Mette Bendix, at en 53-årig mand skal idømmes for drabet på sin 41-årige ekskone, der blev skudt i hovedet for øjnene af deres to sønner på seks og otte år.
- Det er en af de sager med flest skærpende omstændigheder, jeg har set. Det var en planlagt likvidering, der blev udført foran to små børn. Det er særdeles skærpende, sagde Mette Bendix i sin strafprocedure.
Anklageren slog især ned på tre punkter, som skulle tale straffen op: At det var planlagt, at det skete foran børnene, og at det var kulminationen på flere års forfølgelse fra den 53-åriges side.
- Det var ikke en handling, der blev udført i desperation. Det her havde intet med hans børn at gøre, men udelukkende hans had til sin ekskone, sagde anklageren.
Ingen fortilfælde
Der findes ikke lignede sager, hvor nogen er blevet dræbt foran sine børn på denne måde, bemærkede anklageren, inden hun i sin procedure redegjorde for, hvorfor den 53-åriges skal idømmes den hårdest mulige straf.
Drabet og våbenbesiddelsen alene skal - ifølge anklageren - koste 16 års fængsel alene. Men den 53-årige er også fundet skyldig i straffelovens paragraf 81b, der er en strafforhøjende bestemmelse, hvor straffen kan forhøjes med indtil det halve, hvis et drab er sket med skydevåben på et offentligt tilgængeligt sted.
Derfor skulle den 53-årige i så fald have hele 24 års fængsel for det grusomme drab. Men så høj en tidsbestemt straf, kan man ikke idømme. Hvis man kommer over 16 år - eller i nogle tilfælde 20 år - så skal det i stedet for være fængsel på livstid.
- Og der er vi langt over. Så vi kommer ikke uden om det. Straffen skal være fængsel på livstid i denne sag, sagde Mette Bendix.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.