Anklager: Zeidler har brugt sin chance - nu skal han i fængsel for ulovlige sexfester
Anklager er ikke i tvivl om, at den tidligere politiker var bagmand til flere ulovlige sexfester

Foto: Henrik Bo
HADSUND:Den tidligere byrådspolitiker, Per Zeidler, skal idømmes mindst et års ubetinget fængsel for at have tjent penge på at holde gangbangs i sit hus i Skelund ved Hadsund.
Det mener i hvert fald anklager Kim Kristensen, der under sin procedure i retssagen mod den tidligere politiker ikke var i tvivl om, at den 59-årige er skyldig i rufferi.
- Han (Per Zeidler, red.) fik en chance i maj 2019, da han blev idømt en betinget fængselsstraf. Den chance har han brugt, sagde anklageren.
Det er nemlig ikke første gang, at Per Zeidler sidder tiltalt for at have arrangeret og tjent på gangbangs, hvor kvinder har solgt sex til flere mænd. I maj 2019 blev han idømt seks måneders betinget fængsel for at have tjent omkring 200.000 kroner på at arrangere 73 gangbangs rundt om i landet.
Allerede en uge efter dommen var der igen et gangbang-arrangement i Per Zeidlers hus i Skelund, og han er i den nye sag tiltalt for at have arrangeret flere sexfester mellem maj og august. Og ifølge anklagemyndigheden fortsatte Per Zeidler altså med at tjene penge på, at kvinder solgte sex til gangbangs.
Helt præcis mener anklageren, at Per Zeidler fik 20 procent af omsætningen ved sexorgierne.
Har ikke noget at skjule
Per Zeidler har dog ikke lagt skjul på, at han fortsatte med at lægge hus til gangbangs - men han nægter, at han stod for arrangementerne eller tjente penge på dem og vil derfor frifindes for alle anklager.
Den tidligere politiker har forklaret, at han hjalp med det praktiske og sørgede for trygge rammer for både kunder og kvinder, mens det var kvinderne selv, der lavede aftalerne, ligesom betaling skete direkte mellem kvinde og kunde, har han forklaret.
- Min klient har afgivet en oprigtig forklaring. Han har ikke noget at skjule, og det billede af, at han skulle være en form for bagmand, kan jeg slet ikke genkende, sagde Per Zeidlers forsvarer, Henrik Garlik, i sin procedure.
Forsvareren mente derimod, at Per Zeidler havde været en støtte for mange af kvinderne.
- Han har ikke drevet virksomhed. Han har hjulpet til, og hvad der foregår i folks egne soveværelser, må folk altså selv om, sagde han.
Skjult video er afgørende
Anklager Kim Kristensen mener derimod, at Per Zeidler var primus motor i afholdelsen af sexfesterne. Blandt andet havde den 59-årige en omfattende liste over mandlige kunder samt lister over kvinder, og dem brugte han til at planlægge orgierne, mener anklageren.
Men især et bevis er helt afgørende i sagen - nemlig en telefonsamtale og en skjult videooptagelse, som en undercover-journalist lavede.
Det var en kvindelig journalist fra Kanal 5, der udgav sig for at været interesseret i at prostituere sig ved et af Per Zeidlers gangbangs, som først optog en telefonsamtale med den 59-årige, og senere optog med skjult kamera under et besøg til et gangbang 4. juni.
På optagelserne fortæller Per Zeidler detaljeret, hvordan arrangementer foregår, hvad pigerne tjener, hvad hans rolle er - og ikke mindst, at han selv tager 20 procent af omsætningen.
- Optagelserne åbenbarede hans (Per Zeidlers, red.) ulovlige virksomhed, som gik ud på at tjene penge på, at kvinder solgte sex, sagde anklageren.
Optagelser giver slagside
Men ifølge Per Zeidler så havde han havde lugtet lunten og spillede derfor bare med - men alt han sagde i optagelserne var løgn, har han forklaret.
Forsvarer Henrik Garlik er også meget betænkelig ved, at journalistens optagelser er så centrale beviser i sagen.
- Når private blander sig, så får det altid en slagside, fordi vi ikke ved, hvad motivet er. Jeg kan kun gisne, men tror det er fordi, man ønsker at skabe en pressemæssig interesse om Zeidler, sagde han.
Der bliver afsagt dom i sagen tirsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.