Politi

Bevæbnet politi arbejder på handelsskole i Næstved

Et øjenvidne siger til lokalt medie, at en handelsskole i Næstved fik trusler om et skoleskyderi.


Opdateret kl. 17:34

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er tirsdag til stede på handelsskolen ZBC i Næstved.

Det bekræfter politikredsen over for Ritzau.

Ifølge et øjenvidne, som har talt med sn.dk, skyldes det, at der var truet med, at der skulle ske et skoleskyderi klokken 12 tirsdag.

Øjenvidnet fortæller til mediet, at der på tavlerne i flere forskellige lokaler var skrevet, at der skulle ske et skoleskyderi klokken 12.

Politiet har over for Ritzau ikke ønsket at kommentere årsagen til, at man er til stede på handelsskolen.

Til Ekstra Bladet oplyser uddannelsesdirektør på ZBC Glenny Hansen, at politiets tilstedeværelse skyldes "en besked på en tavle".

Ifølge sn.dk fik elever og ansatte besked om, at der ikke var grund til bekymring.

- Politiet har situationen under kontrol, og skolen følger politiets anvisninger. Skoledagen fortsættes indtil videre som normalt, lød det i en intern besked fra rektor Mette Tran Pedersen ifølge sn.dk.

Det har ikke været muligt at få oplyst, om der er anholdt nogen i forbindelse med hændelsen.

Billeder, som er taget ved skolen, viser, at flere bevæbnede betjente er til stede.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden