26-årig varetægtsfængslet efter farlig påkørsel - sigtet for drabsforsøg
Nordjyllands Politi anholdt tirsdag den nu sigtede 26-årige, efter flere havde henvendt sig med oplysninger om mandens identitet

En 26-årig mand blev onsdag sigtet for drabsforsøg, efter en episode i Sindal søndag morgen, hvor en 34-årig blev påkørt bagfra. Foto: Henrik Bo
HJØRRING:En 26-årig mand blev efter et længere grundlovsforhør i retten i Hjørring onsdag varetægtsfængslet i fire uger og sigtet for forsøg på manddrab.
Det oplyser anklager Mathias Nysom Pedersen.
- Det er helt standard med fire uger, og det skete på den baggrund, at dommeren vurderede, at der er en særlig bestyrket mistanke for, at han har gjort det, vi sigter ham for.
Udover at være sigtet for forsøg på manddrab, blev den 26-årige subsidiært sigtet for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter.
Den sigtede nægter sig skyldig i anklagerne.
Af hensyn til den videre efterforskning begærede anklageren lukkede døre, og det valgte dommeren at imødekomme.
Det skete blandt andet med argumenter om, at der er flere vidner, som endnu ikke er blevet afhørt i sagen.
Påkørsel efter tumult
Sagen tog sin begyndelse i Sindal tidlig søndag morgen, 21. maj, da en fodgænger, en 34-årig mand om morgenen blev påkørt af en mindre personbil, hvilket medførte, at offeret pådrog sig ganske alvorlige, men dog ikke livstruende skader.
Politiets efterforskningsskridt pegede i retning af, at påkørslen var forsætlig og i øvrigt skete som en udløber af noget forudgående tumult, der udspillede sig på en nærliggende parkeringsplads kort før påkørslen fandt sted.
Påkørslen, der fandt sted klokken 5.26, bliver af Nordjyllands Politi efterforsket som drabsforsøg. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 34-årige mand var, forud for at han blev påkørt, involveret i noget tumult på parkeringspladsen foran ”Bodegaen” på Nørretorv i Sindal - og derfor antager politiet, at der er tale om en hævnaktion i forbindelse med den hændelse.
Nordjyllands Politi anholdt tirsdag den nu sigtede 26-årige. Anholdelsen kom efter flere havde henvendt sig til politiet med oplysninger om mandens identitet.
Han valgte at melde sig selv til politiet, og klokken 13.30 troppede han op på politigården i Aalborg og blev anholdt.
Den bil, der blev kørt i under påkørslen, har politiet også fundet på en adresse i Sindal-området. Og bilen blev fundet på grundlag af henvendelser fra borgere i området.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.