Personalet havde en mistanke - og den fik de bekræftet, da en hjemløs pludselig havde nøgle
En 46-årig polak fandt en nøgle efterladt i en dør - og udnyttede det
Opdateret kl. 21:18
Kulturhus Kappelborg på Skolevej i Skagen har haft en ubuden gæst udenfor åbningstiden.
Det kunne de ansatte i kulturhuset se på overvågningen allerede tilbage i november.
Den ubudne gæst havde fundet en nøgle efterladt i en dør og havde på den måde skaffet sig uberettiget adgang.
Det viste sig at være en 46-årig hjemløs polak, der har opholdt sig i Danmark i et års tid. Det fortæller politikommissær Anni Brix fra Nordjyllands Politi.
Mistanke hos de ansatte
Personalet hos Kulturhuset Kappelborg havde i forvejen en mistanke om, at der var en person, som besøgte kulturhuset både i og udenfor åbningstiderne.
Derfor kunne de genkende manden og kontakte politiet, da han trådte ind i kulturhuset onsdag formiddag.
- Vi har haft lidt mistanke til denne person. Derfor er jeg glad for, at mit personale har været opmærksomme, at det lykkedes at pågribe ham, og at mistanken var berettiget, siger Lars Ilum, der er kulturcenterchef hos Kulturhus Kappelborg.
I dagligdagen generede den 46-årige hjemløse dog hverken gæster eller personale.
- Der er alarmer på, så det er ikke meget, han har kunnet være i kulturhuset udenfor åbningstid. Men det er klart, at han nok har lært huset at kende, fortæller kulturcenterchefen.
Kan blive sendt hjem
På manden fandt politiet også en mindre kniv. Manden blev sigtet for husfredskrænkelse og overtrædelse af knivloven.
Den polske mand fik en bøde på 5000 kroner for ovenstående overtrædelser.
Den 46-årige polak erkendte og forklarede til politiet, at han ikke havde andre steder at være, og at det var årsagen til, at han havde været i kulturhuset udenfor åbningstid.
Indtil han fandt nøglen til kulturhuset, havde han overnattet i en tom lagerbygning på Skarpæsvej i Skagen.
Han er fortsat anholdt i sagen. Politiet afventer svar fra Udlændingestyrelsen om, hvorvidt manden skal hjemsendes eller løslades.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.