Filmede seksuelle overgreb på ung kvinde og delte video på Snapchat
En 24-årig mand er dømt for seksuelle overgreb på ung kvinde, og for at have filmet, mens hans kammerat udsatte kvinden for overgreb
Opdateret kl. 17:46
En 24-årig mand er blevet dømt for seksuelle overgreb på en ung kvinde, han havde mødt under en bytur i Aalborg - og for at have filmet og delt kammeratens overgreb på kvinden.
Det kostede ham torsdag ni måneder ubetinget fængsel, oplyser anklager Mette Bendix.
Overgrebene skete 28. oktober 2022, hvor den dømte og hans kammerat havde været i byen. Her havde de mødt kvinden, og sammen var de endt hjemme hos den 24-årige.
Her er den 24-årige dømt for at have udsat kvinden for voldtægt ved andet seksuelt forhold en samleje, mens hun var så påvirket af alkohol og stoffer, at hun var ude af stand til at give samtykke eller modsætte sig overgrebene.
Den 24-årige er også dømt for at have filmet, da kammeraten udsatte kvinden for seksuelle overgreb, og efterfølgende at have sendt videoen til flere personer via Snapchat.
Erkendte video
I retten erkendte den 24-årige, at han havde filmet, mens hans kammerat udsatte kvinden for overgreb, og at han efterfølgende delte videoen.
Han nægtede, at han selv havde udsat hende for overgreb, og forklarede, at han mente, at der havde været samtykke, fortæller anklager Mette Bendix.
Den 24-årige udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.