Finansmand manipulerede kurser i teknologiselskab
En finansmand solgte aktier til sig selv for at hæve kursen på selskab. Han er idømt betinget fængsel.

Københavns Byret behandler en straffesag om vold og uro i forbindelse med demonstrationer mod corona-restriktioner Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En finansmand er torsdag i Københavns Byret idømt fire måneders betinget fængsel og en tillægsbøde på 40.000 kroner for kursmanipulation.
Manipulationen fandt sted i 2013 og 2014 og vedrørte teknologivirksomheden Mermaid.
Den skete blandt andet ved, at han gennem forskellige selskaber købte og solgte aktier i Mermaid, så kursen steg. Andre, der handlede aktier, kunne ikke se, at køber og sælger var den samme.
En af de handler, han blev dømt for, fandt sted om eftermiddag den 11. oktober 2013.
Kursen på Mermaidaktien lå på 4,0. Klokken 14.10 lagde et selskab en salgsordre til kurs 4,4 ud på en handelsplatform. En god halv time senere - klokken 14.46 - lagde samme selskab en købsordre til samme kurs ud.
Det betød, at kursen steg med 10 procent.
I retten erkendte finansmanden ifølge Berlingske, at han havde handlet aktier med sig selv. Men han afviste, at han havde gjort noget kriminelt.
Han forklarede sin interesse i aktien med, at han forud for handlerne var blevet hyret af Mermaid som såkaldt market maker med det formål at skabe aktivitet og handel med aktien, har Berlingske skrevet.
Men ifølge anklagemyndigheden gik han langt ud over, hvad der ligger i en market makers rolle, og det har Københavns Byret altså givet den ret i.
Specialanklager Jan H. Hansen fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - er tilfreds med byrettens dom.
- Det er tilfredsstillende, at han er dømt efter anklageskriftet, og straffen lå nogenlunde på det niveau, jeg havde påstået, siger han.
I sagen er tre selskaber, der deltog i kursmanipulationen, blevet idømt bøder mellem 10.000 og 100.000 kroner.
Finansmanden har nu to uger til at afgøre, om han vil anke sagen til Østre Landsret.
/ritzau/