Fire mænd sigtes for at snyde staten for 225 millioner

En politiaktion onsdag morgen har ført til flere anholdelser i sag om hvidvask, hæleri, skatte- og momssvig.

Politiet har anholdt fire mænd, som er sigtet for blandt andet skatte- og momssvig for 225 millioner kroner.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De fire mænd blev anholdt i forbindelse med en koordineret politiaktion onsdag morgen på otte forskellige adresser rundt omkring på Sjælland.

Foruden skatte- og momssvig omhandler sagen hvidvask og hæleri af særlig grov beskaffenhed.

- Det er en alvorlig sag, og det er virkelig mange penge, der er gået igennem systemet her, siger Peter Reisz, der er vicepolitiinspektør og leder af Afdelingen for økonomisk kriminalitet i Københavns Politi, til Ritzau.

Han ønsker ikke at sige mere om, hvordan politiet mener, at svindlen er foregået. I pressemeddelelsen fremgår det, at politiet ved onsdagens politiaktion fandt "et større pengebeløb, kryptovaluta, dyre designer-effekter og digitale enheder".

Ifølge Peter Reisz er det langtfra ofte, at politiet har sager med beløb af denne størrelse.

- Det er ikke ofte, vi ser dem. Vi har få sager, hvor de er oppe i de her store pengebeløb. Det er ikke så ofte, at vi arbejder med det, siger han.

Ifølge Københavns Politi blev aktionen onsdag gennemført i samarbejde med en række myndigheder såsom Skattestyrelsen, Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center (NC3) og Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (Søik), der også kaldes Bagmandspolitiet.

De anholdte er mellem 21 år og 50 år.

Politiet oplyser, at en 44-årig mand, som er mistænkt for at være bagmand i sagen, bliver fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København onsdag eftermiddag. Han ønskes varetægtsfængslet.

De tre andre anholdte skal derimod ikke fremstilles, siger Peter Reisz.

- Der er altid masser af overvejelser, om man skal fremstille folk, eller om de bare skal sigtes og afhøres. Lige deres roller på nuværende tidspunkt vil jeg ikke komme ind på. Men vi mener naturligvis, at den person, vi fremstiller, er en bagmand i denne her sag, og derfor har vi valgt at fremstille ham, siger han.

/ritzau/