Fire mænd varetægtsfængsles efter skuddrab på dansker i Malmø

Efter skuddrab i Sverige er fire mænd blevet varetægtsfængslet - foreløbig i en uge.

Fire mænd er blevet varetægtsfængslet i forbindelse med et skuddrab i Malmø på en 25-årig person, der ifølge flere medier var dansk statsborger.

Det oplyser den svenske anklagemyndigheds pressetjeneste søndag til nyhedsbureauet TT.

De fire er mistænkt for drab. Fængslingen er sket på baggrund af en lavere grad af mistanke, som betyder, at der om en uge igen skal tages stilling til varetægtsfængslingen.

Det var i boligområdet Bunkeflostrand i Malmø, at den danske statsborger onsdag aften blev skudt.

Dagen efter kom det frem, at fire var blevet anholdt i Sverige. Mændene er mellem 22 og 35 år gamle, og ifølge mediet Sydsvenskan er to af dem danskere.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, at der er en forbindelse mellem offeret i Malmø og et drab, der fandt sted hos en frisør i Rødovre 3. december.

Svensk politi har dog ikke bekræftet, at der er en sammenhæng til skyderier i Danmark.

I begyndelsen af december var der flere skudepisoder i Københavnsområdet, og da oplyste dansk politi, at svenske kriminelle spiller en rolle i konflikten. Flere medier har berettet, at opgøret har den københavnske bande NNV på den ene side og en kriminel gruppering uden navn på den anden.

/ritzau/TT

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.