Hooligan med knojern ville slås med både politi og Brøndby-fans
En 34-årig mand er dømt for blandt andet hærværk, trusler og våbenbesiddelse før og efter en kamp mellem AaB og Brøndby sidste år

Foto: Henrik Bo
AALBORG:En 34-årig mand fra Nørresundby var kommet for alt andet end at se foldbold, da AaB mødte Brøndby 20. marts sidste år.
Allerede inden kampen var han centrum for ballade, og efter kampen fortsatte han i samme spor.
Torsdag blev han så idømt fire måneders ubetinget fængsel for både hærværk, trusler mod betjente, uorden, våbenbesiddelse og for overtrædelse af fyrværkeriloven.
Manden var inden kampen ulovligt maskeret med en hætte og bar knojern. I en konfrontation med en betjent løftede han en flaske og truede med med vold, inden han slog en bule i kølerhjelmen på patruljevognen.
Forsøgte at komme i slåskamp
Det lykkedes ikke politiet at anholde ham på det tidspunkt, men efter kampen gjorde politiet et nyt forsøg, da den 34-årige forsøgte at komme i slåskamp med nogle Brøndby-tilhængere.
Og denne gang lykkedes det den 34-årige at vriste sig fri af betjentene ved at kaste sig frem og han stak herefter af.
Et par dage senere fik politiet så fat i ham og kunne anholde ham.
Den 34-årige blev også dømt for at have været i besiddelse af en springkniv og et kanonslag under fodboldkampen.
Han valgte at modtage dommen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.