Retssager

Hvad betyder det at sidde i fængsel på livstid?

Flere bliver dømt til livsvarigt fængsel, men endnu har ingen siddet bag tremmer hele livet

Pressefotograf Torben Hansen

Opdateret 24. april 2024 kl. 12:18

AALBORG: Den 53-årige mand, der er idømt livstid for drabet på sin ekskone, er den fjerde, der bliver idømt den strengeste straf i Nordjylland de seneste 25 år. 

  • I 2004 blev en 45-årig mand idømt livstid for drabet på en 10-årig pige ved Aalborg. 
  • I 2012 blev en 41-årig mand idømt livstid i Tyskland for drabet på sine to døtre i en skov ved Berlin. Den dom stadfæstede Retten i Aalborg i 2016. 
  • I 2018 blev en 59-årig mand idømt livstid for et knivdrab på en 49-årig mand i en opgang i Frederikshavn. Det var anden gang, den 59-årige blev dømt for drab inden for 10 år.

Men selvom ordet livstid - eller livsvarigt fængsel - indikerer, at man skal sidde i fængsel resten af sit liv, så er det ikke tilfældet i Danmark.

Godt nok er livstid en tidsubestemt straf, hvor der altså ikke er en udløbsdato på, hvornår man kan komme ud i friheden igen. Men det er endnu kun et teoretisk udgangspunkt. 

En livstidsfange sidder nemlig i gennemsnit omkring 17 år, inden man bliver prøveløsladt. Enkelte har siddet væsentligt længere. Den livstidsdømte, der har siddet i længst tid er Naum Conevski der nærmer sig 40 år bag tremmer for dobbeltdrabet på to unge mænd i 1984 ved Femøren på Amager Strand.

Flere idømmes livstid

Livsvarigt fængsel er den hårdeste fængselsstraf, der kan givet i Danmark, og indtil for omkring 15 år siden var det en straf, der blev idømt meget sjældent.

Men siden er antallet af livstidsdomme steget markant - blandt andet på grund af strafskærpende bestemmelser i straffeloven på f.eks. bandeområdet og - som i den nuværende sag fra Aalborg - ved brug af skydevåben i offentligt rum.

I 2015 sad 19 livstidsdømte i fængsel - i 2022 var det tal steget til 35. 

Hvad er livsvarigt fængsel

I danske ret er den højeste tidsbestemte straf 16 år - og i særlige tilfælde 20 år. Alt derover skal udløse livstid.

Man kan dog søge om prøveløsladelse, når man har afsonet 12 års fængsel. Det er Kriminalforsorgen, der skal vurdere, om en indsat kan blive prøveløsladt.

Her bliver det blandt andet vurderet, om den indsatte er for farlig til at blive løsladt og om der er risiko for, at vedkommende vil gå direkte ud i ny kriminalitet.

Hvis en indsat får afslag på prøveløsladelse, så kan afslaget indbringes for en domstol første gang efter 14 års afsoning. Dernæst kan man indbringe et eventuelt afslag for retten hver gang.

Hvis en indsat bliver prøveløsladt er der en række betingelser for prøvetiden. Blandt andet at man - naturligvis - ikke må begå ny kriminalitet i prøveperioden.

For livstidsdømte gælder det, at prøvetiden højest kan fastsættes til fem år.

Straffeloven, Kriminalforsorgen

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden