Lokket med at få spillegæld slettet: Blev taget i bil fyldt med narko på vej til Færøerne
25-årig mand blev taget på havnen i Hirtshals med bilen fyldt med narko. Nu er han idømt lang fængselsstraf
Opdateret kl. 19:57
En 25-årig mand holdt 6. maj om eftermiddagen i en bil på havnen i Hirtshals og ventede på at komme ombord på færgen til Færøerne. I bagagerummet, hvor reservehjulet plejer at ligge, var der i stedet fyldt med narko.
Da medarbejdere fra Toldstyrelsen ville kigge nærmere på bilen, fordi de mistænkte den 25-årige for at smugle narko, vidste han tilsyneladende godt, at spillet var tabt. Han viste selv Toldstyrelsen, hvor de kunne finde narkoen.
Og det var betydelige mængder, bilen var lastet med. Der var knap syv kilo amfetamin, fem kilo hash og omkring 100 gram kokain.
Det kostede mandag Emil Østerbye Jochumsen syv års ubetinget fængsel, da han blev dømt ved Retten i Hjørring, oplyser anklager Kim Kristensen.
Troede kun det var hash
Den 25-årige erkender smuglingen af hash, men han nægter at have vidst, at der var hård narko i bilen, fortæller Kim Kristensen.
Han forklarede sig ikke under retssagen, men han har tidligere afgivet forklaring, og det er her, han har fortalt, at han kun troede, at det var hash, han skulle smugle til Færøerne.
Og så havde det været en helt anden sag. For fem kilo hash ville have udløst en meget mildere straf.
Kunne få spillegæld slettet
Emil Østerbye Jochumsen har tidligere forklaret, at han havde en spillegæld på op mod 200.000 kroner, og at han kunne få gælden slettet, hvis han smuglede hash til Færøerne.
Han har også forklaret, at han fik bilen to dage før han blev anholdt på havnen i Hirtshals, og at han ikke kiggede i bagagerummet for at se, hvad det egentlig var, han smuglede, fortæller Kim Kristensen.
Og retten mente altså, at den 25-årige burde have vidst, at det var sandsynligt, at der ville være hård narko med i bilen, og derfor blev han altså idømt efter straffelovens narkobestemmelse.
Emil Østerbye Jochumsen udbad sig betænkningstid med henblik på en eventuel anke af dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.