Mand anholdt efter påkørsel af to yngre kvinder i Valby
En kvinde er svært tilskadekommen, og en kvinde er kommet lettere til skade i en ulykke fredag aften i Valby.

En mand er anholdt efter en trafikulykke i Valby fredag aften. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En bilist har fredag aften påkørt to personer på Toftegårds Allé i Valby.
Den ene er en yngre kvinde, som er kommet lettere til skade, mens en anden yngre kvinde er svært tilskadekommen. Sidstnævnte meldes et par timer efter ulykken i stabil tilstand.
Det fortæller vagtchef Jonathan Wald fra Københavns Politi, der fik anmeldelsen klokken 19.07.
- En bil har påkørt to personer, siger han.
Vagtchefen kan ikke komme med nærmere oplysninger om, hvordan ulykken er sket.
En mand er anholdt i forbindelse med ulykken. Jonathan Wald oplyser, at bilisten sigtes for at køre, mens han var påvirket af euforiserende stoffer. Desuden sigtes han for uagtsom legemsbeskadigelse.
Lørdag vil han blive stillet for en dommer i et grundlovsforhør. Her vil det blive afgjort, om han skal varetægtsfængsles.
- Han vil blive fremstillet i morgen, siger vagtchefen.
Tidligere fremgik det, at der var tale om en mand og en kvinde, der var blevet ramt. Men det er retteligt to kvinder.
Politiet er klokken 21 færdige med arbejdet på stedet.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.