Mand kom alvorligt til skade i arbejdsulykke med skraldebil
Arbejdstilsynet er tilkaldt til en ulykke med en skraldevogn på Frederiksberg. En mand er bragt på hospitalet.
En renovationsmedarbejder er mandag morgen kommet alvorligt til skade i en ulykke med en skraldebil på Frederiksberg i København.
Det oplyser vagtchefen ved Københavns Politi, der fik anmeldelsen klokken 09.18.
- En renovationsmedarbejder er kommet alvorligt til skade, siger vagtchef Henrik Stormer.
Manden er blevet kørt på hospitalet med ambulance.
Ulykken fandt sted på Kong Georgs Vej. Politiet er kort efter klokken 10 stadig på stedet og kan på nuværende tidspunkt ikke oplyse nærmere om, hvordan ulykken fandt sted.
Arbejdstilsynet er blevet tilkaldt for at undersøge ulykken. Tilsynet bliver altid inddraget, når personer kommer alvorligt til skade i en arbejdsulykke.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.