Mand kræves fængslet for hærværk mod skibe
En 37-årig mand mistænkes for at have smadret genstande på et skib og kappe fortøjninger til både.
En 37-årig mand kræves mandag varetægtsfængslet for hærværk mod skibe på havnen i Stubbekøbing og i Juelsminde.
Det skriver Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev anholdt natten til mandag. Her konstaterede politiet, at der var smadret forskellige genstande og installationer ombord på et skib i havnen i Stubbekøbing.
Det var ifølge politiet vidner, der så manden i Stubbekøbing.
Politiet mistænker også, at den 37-årige mand har begået hærværk i Juelsminde Havn mellem den 26. og 27. juli.
Ifølge politiets pressemeddelelse fik flere både her kappet fortøjningen, og der blev begået hærværk i styrehuset på et skib.
Grundlovsforhøret i sagen afholdes i Retten i Nykøbing Falster.
Politiet skriver videre, at man vil undersøge, om manden kan sættes i forbindelse med andre lignende sager om hærværk.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.