Messerschmidt og Lidegaard tørner sammen i retten
Efter politisk debat blev De Radikales leder mødt af et søgsmål fra DF-formanden. Tirsdag er sagen for retten.
Når Dansk Folkepartis partiformand, Morten Messerschmidt, og De Radikales leder, Martin Lidegaard, tirsdag mødes, er det i uvante rammer.
I Retten på Frederiksberg skal de begge tirsdag svare på spørgsmål, når retten skal behandle det søgsmål, som Messerschmidt har rejst mod Lidegaard.
Ifølge Messerschmidt kom Lidegaard med ærekrænkende udsagn under en politisk debat til Demokratidagen i Randers 10. november sidste år.
- Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her, sagde Martin Lidegaard til debatten.
Den radikale partileders udtalelser kom i kølvandet på en artikel og en podcast hos Weekendavisen, hvor Messerschmidt talte om udvisning af kriminelle udlændinge og udlændinge, der ikke kan forsørge sig selv.
Dertil har Messerschmidt sagsøgt Lidegaard for til debatten at sige:
- Hvis jeg har forstået dit interview i Weekendavisen rigtigt, så vil du gerne internere op mod hundredetusind danskere, hvis de har anden etnisk baggrund og ikke vil rejse ud frivilligt, fordi du synes, de skal rejse ud.
Messerschmidt kræver, at Lidegaard skal anerkende, at udsagnene var "ærekrænkende, injurierende og fremsat med urette".
Helt konkret handler sagen om straffelovens injuriebestemmelse, hvor tvisten afgøres af en dommer i en privat straffesag.
Sagsøgeren - som her er Messerschmidt - kan så eksempelvis kræve en bøde og en økonomisk godtgørelse.
Men det har han ikke gjort.
- Det eneste, jeg beder om, er, at retten stadfæster, at det er løgn, siger Messerschmidt forud for retssagen:
- Jeg har rakt ud flere gange og foreslået, at Lidegaard trak sine udtalelser tilbage, og så kan jeg ikke se, at der er andet at gøre end at bede retten om at tage stilling til sandheden i de her udsagn.
Ritzau har også spurgt De Radikale om et interview med Lidegaard forud for retssagen, men de er ikke vendt tilbage.
Begge partilederes advokater har på forhånd i dokumenter til retten gjort deres synspunkter gældende.
I dokumentet fra DF-formandens advokat, Carlo Siebert, lyder det, at Lidegaards beskyldninger mod Messerschmidt "er af en så grov karakter", at "grænserne for ytringsfriheden er overskredet".
- Sagsøger (Messerschmidt, red.) ønsker ikke at udvise folk med en anden hudfarve, tro eller etnicitet.
- Sagsøger er tværtimod af den opfattelse, at enkeltpersoners hudfarve, tro og etnicitet ikke har nogen relevans i forhold til udlændinges ophold i Danmark, skriver advokaten.
Lidegaard vil frifindes og afviser, at der er tale om ærekrænkende udsagn.
Hans advokat, René Offersen, argumenterer blandt andet med, at Martin Lidegaard med ordet "man" refererede til "dem, der vælger Frygtens Allé":
- Nemlig hele remigrationsbevægelsen omfattende bl.a. Donald Trump, Alternative für Deutschland og Morten Messerschmidt, skriver advokaten i sit påstandsdokument til retten.
Desuden tog Martin Lidegaard forbehold for, om han havde forstået interviewet i Weekendavisen rigtigt, lyder det.
Og selv hvis udtalelserne var ærekrænkende, var de i orden, mener advokaten:
- Idet de blev fremsat i en sammenhæng, hvor der var rimelig anledning til dem, skriver René Offersen og henviser også til ytringsfriheden.
Sagen er for retten tirsdag, men dommen ventes først om nogle uger.
RITZAU
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.