Politi

Ny politichef i Nordjylland: Kriminelle grupperinger skal stoppes

Den nye chefpolitiinspektør i Nordjyllands Politi har især fokus på to udfordringer

52-årige Jesper Bøjgaard Madsen tiltrådte som ny chefpolitiinspektør i Nordjyllands Politi 1. september. 
52-årige Jesper Bøjgaard Madsen tiltrådte som ny chefpolitiinspektør i Nordjyllands Politi 1. september.  Foto: Bente Poder

Første gang offentligheden stødte på navnet Jesper Bøjgaard Madsen var i forbindelse med en pressemeddelelse, hvor politiet meddelte, at man havde lukket Hells Angels' klubhus i Nørresundby midlertidigt.

Det var en af de mere alvorlige opgaver, han som helt ny chefpolitiinspektør i Nordjyllands Politi skulle tage sig af. Og kriminelle grupperinger i Aalborg er da også en af de problemstillinger, som Jesper Bøjgaard Madsen vil have fokus på.

Der skal slås hårdt ned på de personer, der den seneste tid har stået bag voldelige sammenstød på åben gade - sidst med skyderiet under regattaen i Aalborg 25. august. 

- Vi har kriminelle grupperinger i Aalborg. Det er et problem, det er bekymrende - og de skal stoppes, lyder det fra Jesper Bøjgaard Madsen der understreger, at Nordjyllands Politi også bruger mange ressourcer på konflikterne i Aalborg.

- For jeg forstår godt, at borgerne føler sig utrygge, når der f.eks. sker et skyderi på åben gade, siger han.

Vestjyde og all-rounder

Men selvom metropolen Aalborg har sine udfordringer med konflikter i de kriminelle miljøer, så var det - heldigvis - noget helt andet, der trak den 52-årige vestjyde til Nordjylland. 

- Nordjyllands Politi har i politikredse ry for at være en god kreds med styr på tingene og med høj faglighed. Og for at være et sted, hvor man er ordentlige og taler pænt til hinanden, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

- Og efter den første måned må jeg sige, at det lever op til det ry.

Jesper Bøjgaard Madsen er oprindeligt fra Tim nord for Ringkøbing, og det ophav vurderer han umiddelbart passer ret godt ind i den nordjyske mentalitet.

Politimæssigt har hans karriere taget ham vidt omkring - primært i det jyske - hvor han har været hos både Århus Politi, Syd- og Østjyllands Politi og senest Østjyllands Politi. 

Han har været leder i både efterforskning og beredskabet, og har også arbejdet med den forebyggende indsats. Han er så at sige en slags allrounder inden for politiverdenen, og det er også hans styrke som leder.

- Jeg er typen, der ved en smule om mange ting. Jeg har kendskab til mange områder, og noget af det, jeg prioriterer er, at få folk til at samarbejde og få ting til at ske.

- Jeg kommer heller ikke som en leder, der skal revolutionere politikredsen. Jeg kommer for at bidrage til, at tingene kører videre på samme, gode måde, siger han.

Forebyggende indsats er en fælles opgave

Udover udfordringer med kriminelle grupper i Aalborg, så har den nye chefpolitiinspektør også særligt fokus på digitaliseringen af kriminalitet.

Og her er det især den forebyggende indsats, der er vigtig.

Han mener, at en af de større opgaver, både politi og samfund som helhed står over for, er at forebygge it-kriminalitet. 

- Jeg brænder for, at de unge får al den viden, de kan få om, hvordan man begår sig på sociale medier, og at vi undgår at ældre bliver ofre for kontaktbedragerier. 

- Og jeg mener, at politiet skal understøtte den fælles samfundsopgave, det er, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden