Pædagog dømt for samleje med 15-årig pige på døgninstitution
29-årig mand har valgt at modtage dommen, som onsdag blev afsagt ved Retten i Aalborg
En 29-årig mand er dømt for to samlejer med en 15-årig pige, der var anbragt på den institution i Himmerland, hvor han arbejdede som pædagog.
Det oplyser anklager Mette Bendix.
Ifølge anklageskriftet fandt overgrebene sted 8. december og 13. december 2024, hvor den 29-årige var tiltalt for som ansat at have samleje med et barn optaget i døgninstitution, samt for samleje med en person under 18 år, der var ham betroet til undervisning eller opdragelse.
Under sagen, som har kørt ved Retten i Aalborg, har den tiltalte - ifølge TV2 Nord - erkendt det ene samleje og forklaret, at han den pågældende aften skulle putte den 15-årige.
Her lagde han sig ned i sengen hos hende, hvor han faldt i søvn, og da han vågnede igen, var samlejet i gang.
Han nægtede dog, at endnu et samleje skulle have fundet sted fem dage senere.
På grund af sagens karakter har pigen afgivet forklaring bag lukkede døre. Det var dog pigens forklaring, som domsmandsretten i sidste ende valgte at lægge vægt på, og den tiltalte blev derfor dømt i overensstemmelse med anklageskriftet.
Straffen lyder på tre måneders betinget fængsel, og den 29-årige mand valgte at modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.