Politi anholder mand to år inde i mystisk drabssag
En 38-årig kvinde blev i december 2019 fundet livløs i et sommerhus i Give. To år efter er en mand anholdt.
Sydøstjyllands Politi har anholdt og sigtet en 44-årig mand for drab på en 38-årig kvinde, som for to år siden blev fundet død i et sommerhus i Give.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Kvinden - Iben Salling Syrik - blev fundet død i et udendørs spabad ved sommerhuset 9. december 2019.
Hun blev fundet om morgenen af et familiemedlem, som var taget hen til sommerhuset, efter at Iben Salling Syrik ikke var dukket op for at fodre dyr i en nærliggende stald.
Umiddelbart efter blev en person anholdt. Men i løbet af knap et døgn blev vedkommende løsladt igen.
Siden er der offentligt ikke blevet meldt nyt om anholdte i sagen. Indtil nu.
Den 44-årige mand, der tirsdag blev anholdt, fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Kolding onsdag klokken 10.
/ritzau/