Politi: Knivstikkerier kan bunde i unge kriminelles konflikt
Flere personer har siden jul været offer for knivstik. Ifølge vicepolitiinspektør er det ikke banderelateret.

Københavns Politi har ingen anholdte eller mistænkte for mange knivstikkerier i København. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den seneste tid har flere personer været offer for knivstikkerier på åben gade i København og på Frederiksberg.
Fra juleaften og de følgende dage skete der fem knivstikkerier, og episoderne er fortsat ind i det nye år. Politiet har meldt ud, at der ikke er tale om tilfældige ofte.
Det kan lede tankerne hen på bandekonflikter, men ifølge Knud Hvass, der er vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, er det ikke politiets opfattelse.
- Som udgangspunkt er det ikke banderelateret. Det er nok mere nogle lidt yngre kriminelle, som har haft en eller anden form for kontrovers, siger han.
Hvad kontroversen bunder i, har politiet nogle teser om, som man arbejder ud fra. Men det er for tidligt at oplyse mere om, fortæller Hvass.
Ifølge DR kan nogle af knivstikkerierne skyldes en konflikt mellem to grupper af unge, hvor den ene hører til i Københavns Nordvestkvarter, mens den anden har tilhørsforhold til Indre Nørrebro og Blågårds Plads.
Ved nogle af knivstikkerierne har politiet allerede meldt ud, at det efter dets overbevisning ikke har relation til hinanden. Hvor mange knivstikkerier, man formoder har relation til hinanden, kan Knud Hvass ikke oplyse.
- Det er stadig lidt for tidligt, så det er den del af det, efterforskningen skal vise, hvordan og hvorledes tingene hænger sammen, siger han.
Københavns Politi har endnu ikke anholdt nogen for knivstikkerierne, og heller ingen mistænkte i søgelyset, oplyser Hvass videre.
Som følge af de mange knivstikkerier indførte Københavns Politi den 29. december en visitationszone i dele af Nørrebro og Nordvest.
Zonen giver politiet mulighed for at visitere folk i området uden at have nogen konkret begrundet mistanke.
Visitationszonen var i første omgang gældende til den 5. januar klokken 18, men blev samme dag forlænget til den 19. januar klokken 18.
I løbet af en uge visiterede politiet 120 personer, sigtede fem for våbenbesiddelse og beslaglagde 13 knive stikvåben.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.