Politiet løslader mand mistænkt for skyderi i Herlev
En mand i 20'erne blev natten til tirsdag dræbt af skud i Herlev. En mand, der var anholdt i sagen, løslades.
En mand, som ifølge Ritzaus oplysninger var anholdt i forbindelse med et skuddrab begået i Herlev natten til tirsdag, er løsladt.
Manden skulle have været fremstillet i grundlovsforhør torsdag eftermiddag, men politiet har droppet at begære ham varetægtsfængslet. Derfor løslades han.
Det oplyser den sigtedes forsvarer, Kristina Marstrand.
Også Retten i Glostrup oplyser, at grundlovsforhøret, som ellers var planlagt til klokken 14, er aflyst.
Det er uvist, om manden fortsat er sigtet i sagen.
Skudepisoden natten til tirsdag var den fjerde over en periode på seks dage, hvor skyderier har udspillet sig i København og omegn.
I forbindelse med tirsdagens skudepisode blev en mand i 20'erne dræbt. Derudover blev en 25-årig mand ramt af skud i hovedet.
I alt tre personer er døde efter de fire skyderier, mens flere er blevet såret.
Torsdag eftermiddag blev en 27-årig mand dræbt af skud omkring Nørrebrogade. Fredag blev en 17-årig bulgarsk dreng dræbt i en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune. En 15-årig dreng og en 28-årig mand blev såret.
Og lørdag aften blev en 39-årig mand hårdt såret af skud på en vandpibecafé på Åboulevard i skellet mellem Nørrebro og Frederiksberg.
Politiet har endnu ikke ønsket at udtale sig om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de fire skyderier.
Men politiet arbejder ud fra, at i hvert fald skudepisoderne torsdag og fredag er forbundet. Og at det kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.
Det sagde Torben Svarrer, der er ledende politiinspektør i Københavns Politi, på en pressebriefing tirsdag.
Her understregede han, at det er for tidligt at sige det samme om de to skudepisoder fra henholdsvis København og Herlev.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.