Skyderi kan være hævn: Politiet efterlyser vidner og video fra biler
En ung kvinde og mand blev fredag aften beskudt på Lyøgade - politiet jagter fortsat to mistænkte i sagen
Opdateret kl. 12:30
Endnu engang er der blevet affyret skud på åben gade i Aalborg, og det er formentlig igen et opgør i det kriminelle miljø.
Det skete fredag aften kort før klokken 22 ved Lyøgade nr. 14, hvor to mænd gemte sig i en smøge, og da en 18-årig kvinde og en 23-årig mand kom gående på gaden, trådte de ud og affyrede to skud, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen.
Ingen blev ramt af skuddene, og de to mistænkte stak efterfølgende af fra stedet.
Ifølge politiet kan skyderiet være hævn for tidligere sammenstød mellem personer i de kriminelle grupper, hvor der igennem længere tid har været konflikt, fortæller Frank Olsen.
Politiet efterlyser nu vidner som kan have set noget - både før, under og efter skuddene - og opfordrer borgere der har haft en bil med kamera til at stå på gaden til at kigge videooptagelserne igennem.
Mistænkte har været i området flere gange
Det viser sig nemlig, at de to mistænkte formentlig har været i området omkring Lyøgade flere gange tidligere.
- Det er nu vores opfattelse, at de to mistænkte mænd, som vi har efterlyst tidligere, flere gange har befundet sig omkring gerningsstedet, dvs. omkring Lyøgade, Samsøgade og Drejøgade, i dagene op til forbrydelsen.
Her har de mistænkte blandt andet opholdt sig i en port i umiddelbar tilknytning til gerningsstedet - helt præcis ved politiet, at de mistænkte var der onsdag 7. februar mellem klokken 16 og 20.50, fortæller Frank Olsen.
- De har cirkuleret rundt omkring gerningsstedet, og de har været klædt i mørkt tøj og haft hætter over hovedet.
Signalement af de mistænkte:
A: Beskrives som 190 centimeter høj, lys i huden og maskeret med sort tøj og handsker.
B: Beskrives som 170 centimeter høj, maskeret og iført sort tøj og handsker
Vidner søges
Det er derfor muligt, at beboere i nærområdet eller borgere, der jævnligt færdes i Øgadekvarteret i Aalborg kan have set de mistænkte personer, der har en markant højdeforskel - den ene er formentlig er cirka 190 cm høj, mens anden person er cirka 170 cm høj.
- Har man set dem i området før, under og efter skudafgivelsen, så skal man straks ringe til os på telefon 114, lyder det fra Frank Olsen, der tilføjer, at selv små observationer kan være af stor betydning.
- Så derfor: Ring hellere til os en gang for meget end en for lidt.
Det tyder på, at de to mistænkte mænd flygtede i hver sin retning efter, at der blev afgivet skud.
Den ene mistænkte flygtede fra gerningsstedet i Lyøgade gennem den fornævnte port, mens den anden mistænkte flygtede i østlig retning.
Videomateriale efterlyses
Politiet vil også gerne have fat i videomateriale fra området - f. eks. fra en bil med kamera.
Frank Olsen opfordrer derfor til, at borgere der har haft f.eks. en Tesla holdende i området omkring gerningsstedet, gerne må se et eventuelt videomateriale igennem.
- De mistænkte kan jo være blevet fanget på bilens kamera – og dét kan have stor værdi for vores efterforskningsarbejde, så vi hører også meget gerne fra borgere, hvis de har sådanne optagelser med de mistænkte på, siger vicepolitiinspektøren.
Mobil politistation i Lyøgade
Efter skyderiet har politiet øget patruljetrykket markant - i især det centrale Aalborg.
Derudover vil den mobile politistation blive parkeret på Lyøgade i løbet af formiddagen og nogle timer frem.
- Man er meget velkommen til som borger, hvis man føler sig utryg efter aftenens alvorlige episode, at rette henvendelse til vores betjente. Det gælder naturligvis også, hvis man har nogle oplysninger, som man ønsker at dele med politiet, siger Frank Olsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.