Spritbilist ved Brovst kørte i grøften med promille på 3,4

En 37-årig lettisk mand med en promille på 3,4 kørte natten til mandag galt i en varebil.

En 37-årig mand fra Letland blev natten til mandag anholdt i nærheden af Brovst, da han kørte af vejen og ned i en grøft med en promille på 3,4. Det viste en alkometertest, som politiet foretog på manden.

- Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i min tid hos politiet har oplevet, at nogen har kørt med så høj en promille, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Festergaard.

Efter uheldet lykkedes det manden at komme op fra grøften på egen hånd, hvorefter han bankede på døren til et hus for at få hjælp til at komme videre. Det var ejeren af huset, der ringede til politiet, fortæller vagtchefen.

Manden bor og arbejder i Danmark. Varebilen, som han kørte i, er blevet konfiskeret, og nu afventer politiet blodprøvens endelige svar.

- Der blev taget en blodprøve af ham i nat, så den endelige promille kan blive fastslået. Der går som regel mellem en uge og 14 dage, før vi kender resultatet af den, siger vagtchefen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.