Taxityv fik fire uger i skyggen på varm sommerdag

31-årig morsingbo præsenteret for lang række sigtelser efter amokkørsel i Aalborg

En stjålet taxi blev onsdag jagtet af flere politipatruljer i Aalborg. <i>Arkivfoto: Grete Dahl</i>

En stjålet taxi blev onsdag jagtet af flere politipatruljer i Aalborg. Arkivfoto: Grete Dahl

AALBORG:En 31-årig mand fra Mors, som onsdag sent eftermiddag spredte skræk og rædsel bag rattet i en stjålet taxi i det centrale Aalborg, er torsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg.

Det oplyser anklager Thomas Klingenberg fra Nordjyllands Politi.

Den 31-årige mand blev ved grundlovsforhøret præsenteret for en lang række sigtelser efter sin dramatiske flugt fra politiet ved den psykiatriske skadestue på Mølleparkvej.

Det gælder blandt andet sigtelser for gentagne tilfælde af vold og trusler mod politifolk. Allerførst truede han i forbindelse med sin flugt betjente med en fyldt dåse med energidrik. Kort efter satte han sig ind i en taxi ved Europahallen på Europa Plads. Taxichaufføren sprang ud af sin bil, da tililende betjente forsøgte at hive den 31-årige mand ud af bilen, men dem slog og sparkede den 31-årige ud efter, hvorefter det lykkedes ham at flygte i taxien.

Derfra blev han efterfulgt af flere patruljevogne ad Vesterbro og over Limfjordsbroen, hvor han på en strækning overtrådte spærrelinjerne og tvang en modkørende varevogn ud i en kraftig undvigemanøvre for at undgå et frontalt sammenstød.

Kort efter kørte den flygtende taxityv venstre om et helleanlæg i Nørresundby, hvor en fodgænger måtte springe for livet. Med indtil flere patruljevogne i hælene stoppede flugten nogle få hundrede meter senere, da han påkørte en bil med en 37-årig kvinde fra Nørresundby bag rattet.

I samme moment blev han selv påkørt bagfra af en af de jagtende patruljevogne.

Ifølge Thomas Klingenberg blev den 31-årige i retten sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, der taler om vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste. Desuden blev han sigtet for at overtræde straffelovens paragraf 252, der handler om hensynsløs adfærd, der udsætter andre for fare.

Tyveriet af taxien kostede en sigtelse for brugstyveri - altså en overtrædelse af straffelovens paragraf 293, og endelig er han sigtet for at køre bil uden gyldigt kørekort, for det er han nemlig tidligere blevet frakendt.

Endelig er den 31-årige sigtet for at køre i påvirket tilstand.  I retten forklarede han, at han to dage inden sin anholdelse onsdag havde taget amfetamin. En blodprøve vil afsløre, om han også kan dømmes for at overtræde færdselslovens §54 om narkokørsel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.