Tiltale: Ulykke på legeplads skal udløse bøde til kommune
Kommunaldirektør ser frem til afslutning på tragisk sag, hvor dreng fik alvorlige skader på legeplads.

Ry sagen Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
En femårig dreng kom alvorligt til skade, da han i august i fjor var ude for en ulykke. Ulykken skete på legepladsen ved drengens børnehave i Stouby i Hedensted Kommune.
Nu bør kommunen stilles til ansvar og idømmes en bøde samt pligt til at betale erstatning, lyder kravet fra anklagemyndigheden.
Mandag behandler Retten i Horsens sagen mod Hedensted kommune. Den er tiltalt efter straffelovens bestemmelse om uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder.
- Det bliver godt med en afklaring på denne ulykkelige sag. Både for familien og for de involverede medarbejdere, siger kommunaldirektør Steinar Eggen Kristensen til Ritzau.
Han ønsker forud for mandagens retsmøde ikke at komme med yderlige kommentarer. Herunder ikke, hvorvidt og i hvilket omfang kommunen måtte erkende sig skyldig.
Drengen, der kom til skade, legede sammen med andre børn og personale fra børnehaven i en hængekøje, som var fastgjort i en stolpe af træ. Men stolpen var pilrådden og knækkede.
Den femårige blev ramt i hovedet, og efterfølgende blev han fløjet til behandling på Skejby Sygehus i Aarhus. Ifølge sagens anklageskrift pådrog han sig en "mulig varig hjerneskade".
Horsens Folkeblad har tidligere skrevet på baggrund af aktindsigt i tilsynsrapporter, at legepladsen blev sikkerhedstjekket af Falck tre uger inden ulykken. Der var ingen bemærkninger til hængekøjen.
Det var der til gengæld ved et nyt tilsyn, som blev udført efter ulykken. Her advarede det nye tilsynsfirma mod risikoen for invaliditet eller dødsfald i forbindelse med de rådne stolper.
Det nye tilsyn skete som led i, at kommunen efter ulykken besluttede at få foretaget nye tilsyn af samtlige kommunale legepladser.
Konklusionen fra det nye firma lå klar allerede få uger efter ulykken. I december valgte Sydøstjyllands Politi at rejse sigtelse mod kommunen. Og i januar blev der rejst tiltale og sagen indbragt for Retten i Horsens.
Paragraffen om uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder anvendes typisk i sager om for eksempel sprit- eller narkokørsel, hvor nogen har lidt alvorlig skade.
Bliver man dømt efter denne bestemmelse, vil straffen ifølge forarbejderne i lovgivningen i udgangspunktet ligge i omegnen af seks til otte måneders fængsel.
Man kan ikke sætte en kommune i fængsel. En eventuel straf til Hedensted Kommune vil derfor skulle gives som en bøde.
Det fremgår ikke af sagens anklageskrift, hvor stor en eventuel bøde bør være.
Dommen i sagen ventes først at blive afsagt på et senere tidspunkt.
/ritzau/