To mænd fængsles efter knivstik på Jyllingevej Station

Både et 32-årigt offer for knivstikkeri og en 41-årig formodet gerningsmand fængsles i fire uger.

En 41-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger for grov vold efter et knivstikkeri på Jyllingevej Station torsdag morgen.

Det skriver Københavns Politi på Twitter.

Offeret var en 32-årig mand, som også er fængslet i fire uger. Efterforskningen har vist, at han i forbindelse med knivstikkeriet også angreb den 41-årige med en kniv, skriver politikredsen.

Københavns Politi modtog anmeldelsen om knivstikkeri ved spor 2 og 3 på Jyllingevej Station klokken 07.36 torsdag morgen.

Senere på morgenen oplyste politiet på Twitter, at man havde anholdt to mænd og en kvinde, som det sigtede for drabsforsøg.

Nu er en af mændene i stedet sigtet for grov vold, mens de to andre anholdte er blevet løsladt igen.

Både de anholdte og den 32-årige mand er polske statsborgere.

Den 32-årige blev efter knivstikkeriet bragt på sygehuset og han blev af politiet betegnet som "alvorligt tilskadekommen". Han blev fremstillet ved grundlovsforhøret in absentia. Det vil sige, at han ikke selv var til stede.

Knivstikkeriet er blot det seneste af en lang række knivstikkerier i København siden jul. Men det er politiets opfattelse, at episoden på Jyllingevej Station ikke har forbindelse til de tidligere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.