To mænd fængslet - sigtes for skuddrab i frisørsalon

Tre personer blev ramt under et skyderi i en frisørsalon i begyndelsen af december. En 17-årig dreng døde.

To mænd er blevet sigtet for et skuddrab 3. december i en frisørsalon i Islev i Rødovre Kommune.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Efter et grundlovsforhør i Retten i Glostrup onsdag formiddag er de to mænd, der er 29 og 34 år, blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Under skudepisoden blev en 17-årig bulgarsk dreng dræbt. Derudover blev en 28-årig mand alvorligt såret, og en 15-årig dreng blev ramt i hånden.

Politiet har siden skyderiet været på udkig efter to mænd, som ifølge vidner kom ind i frisørsalonen og affyrede skud. Herefter flygtede de til fods.

Således er de to mænd de første, som er blevet sigtet i sagen.

Mændene er foruden drabssigtelsen også sigtet for drabsforsøg på den 15-årige dreng og 28-årige mand samt for ulovlig våbenbesiddelse.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre. Det vil sige, at det blandt andet ikke er muligt at høre de sigtedes forklaringer.

Ekstra Bladet skriver dog, at de to mænd har relation til bandemiljøet, og at de blev anholdt i en koordineret aktion tirsdag.

Det vides ikke, hvordan de forholder sig til sigtelsen.

Skyderiet i frisørsalonen var et af flere i København og omegn, som fandt sted i begyndelsen af december. Siden har der også været skudepisoder i Malmø i Sverige. Flere personer er indtil videre anholdt og sigtet for skyderierne.

Politiet har tidligere oplyst, at det formodes, at i hvert fald nogle af skudepisoderne har forbindelse til rocker- og bandemiljøet.

Blandt andet har politiet oplyst, at det arbejder ud fra, at skudepisoden i frisørsalonen samt en skudepisode dagen før - 2. december - på Nørrebro i København er forbundet. Og at det kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.

Under skyderiet på Nørrebro blev en 27-årig mand skudt. Ifølge politiet blev han ramt af skud i ryggen på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade. Han mistede sidenhen livet på hospitalet.

Indtil videre er fire mænd sigtet i forbindelse med skyderiet. Senest blev to 20-årige mænd tirsdag varetægtsfængslet. De er sigtet for medvirken til drab, drabsforsøg og våbenbesiddelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.