To unge mænd begik brutalt røveri
Det ene af makkerparrets to ofre blev stukket med en kniv og pådrog sig en kollapset lunge

Politiet var talstærkt til stede på Aalborg Banegård, da alarmen om overfaldet kom. Arkivfoto: Jan Pedersen
AALBORG:To unge somaliske mænd er blevet dømt for et groft gaderøveri, der fandt sted ved banegården i Aalborg 10. februar i år. Det oplyser Mads Iversen fra anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.
Her mødte de to nu dømte to teenagedrenge, som de truede til at aflevere noget mærketøj, et hævekort samt et større beløb på 11.000 kroner i kontanter, der lå i lommen på en jakke, der blev frarøvet et af ofrene. De to dømte sagde dog, at de ikke vidste, at der lå så mange penge i lommen på jakken.
Den ældste af de to, en 20-årig mand, greb under røveriet fat i en af de to teenagere og tog fat i halsen på ham og tog hans hue og hævekort, mens han truede med en kniv, han holdt op foran sit offer.
Den yngste af de dømte, en 16-årig dreng, havde i mellemtiden taget et par handsker fra det andet offers lomme, og gik derefter over til hans medskyldige, hvor det første offer forsøgte at vriste sig fri fra den 20-årige.
Her stak den 16-årige offeret med en kniv - et stik, der efterlod et fem centimeter dybt sår og gav offeret en sammenklappet lunge. Den 16-årige blev yderligere dømt for at give et knytnæveslag i hovedet på offeret.
Den 20-årige blev idømt et år og tre måneders fængsel, hvor af de fire måneder skal afsones mens resten blev gjort betinget. Den 16-årige blev idømt et års fængsel, hvoraf ligeledes de fire måneder skal afsones og resten blev gjort betinget.
Mads Iversen oplyser, at dele af straffen blev gjort betinget med baggrund i de dømtes alder samt personlige forhold, deriblandt at de ikke var tidligere straffede.
Udover fængselsstraffen blev begge de dømte tildelt en advarsel i forhold til at blive udvist af Danmark.
Begge de dømte modtog dommen på stedet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.