To veninder optog videoer: Nu er den ene dømt for at videresende dem
En 15-årig pige fik tirsdag sin dom for at videresende krænkende videoer i en Snapchat-gruppe
Opdateret 23. juli 2024 kl. 15:54
Hvis du filmer nogen, der gør noget seksuelt og videresender videoen, så er det strafbart. Det gælder også, hvis personen på videoen er indforstået med, hvad der bliver filmet.
Det mente Retten i Hjørring, da der tirsdag faldt dom i en sag om netop dette. Det fortæller anklagerfuldmægtig, Mark Steffenauer.
Sagen drejede sig om to tidligere veninder på henholdsvis 15 og 14 år. Den ældste af de to havde optaget to videoer af privat karakter af den yngste.
Videoerne var filmet med samtykke, og derfor mente forsvarsmyndigheden ikke, at der var tale om en blufærdighedskrænkelse. Det var anklagemyndigheden dog uenig i og lagde vægt på, at der altså ikke var givet samtykke til videresendelse.
De to piger var tidligere gode veninder, men er det ikke længere af separate årsager end sagen.
Formildende omstændigheder
Videoerne viste ingen konkret nøgenhed af den 14-årige pige. Men de viste nok til, at det ifølge retten var strafbart for den 15-årige pige at videresende videoerne i en Snapchat-gruppe til et ukendt antal personer.
Den 15-årige pige nægtede sig først skyldig i anklagen om, at hun skulle have videresendt de to videoer, men under afhøringen i retten, indrømmede hun, at hun formentlig havde gjort det.
Derfor blev hun idømt syv dages betinget fængsel og skulle betale en erstatning på 5000 kroner til sin 14-årige tidligere veninde.
Det er dog en formildende omstændighed, at den 15-årige pige er under 18 år, ikke er tidligere straffet, har gode personlige forhold, og at indholdet af videoerne ikke var af groft krænkende karakter.
Den 15-årige pige ønskede betænkningstid i forhold til, om hun ønskede at anke eller modtage dommen samt erstatningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.