Tre mænd får lange fængselsstraffe for millionsvindel

Efterforskningen af en mulig narkosag førte politiet til omfattende svindel med blandt andet coronamidler.

FILE PHOTO: Man holds laptop computer as cyber code is projected on him in this illustration picture <i>Kacper Pempel/Reuters</i>

FILE PHOTO: Man holds laptop computer as cyber code is projected on him in this illustration picture Kacper Pempel/Reuters

I efteråret sidste år fik politiet mistanke om, at en rocker på Fyn handlede med narkotika og indledte en efterforskning mod ham.

Det viste sig, at der var tale om handel med en større mængder doping. Men efterforskningen skulle tage en overraskende drejning, og den har nu ført til, at foreløbig tre mænd er dømt for omfattende svindel.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I april slog politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest, SEV, til mod adskillige personer. Flere af dem blev den 15. april fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg og varetægtsfængslet.

Da efterforskerne fra SEV derefter granskede de sigtedes computere, tablets og telefoner ændrede sagen karakter.

- Det viste sig, at flere af de sigtede havde lavet omfattende databedragerier, idet de havde skaffet sig adskillige personers id-oplysninger og uberettiget brugt disse til at søge diverse banker og lånevirksomheder om lån, udtaler senioranklager ved SEV Lars Petersen i pressemeddelelsen.

Fra foråret 2019 til foråret 2021 blev der ansøgt om lån for omkring 10 millioner kroner. De fleste af ansøgningerne blev afvist, men det lykkedes at få udbetalt cirka 2,3 millioner kroner.

Efterforskningen viste også, at der var foretaget svindel med coronamidler. Der var søgt om tilskud til udbetalte lønninger, som ikke havde været reelle.

I denne uge er tre mænd blevet dømt i sagen.

En 28-årig mand fra Nyborg er blevet idømt syv års fængsel for svindel med coronamidler, databedragerier for i alt 7,1 millioner kroner, hæleri af grov beskaffenhed og besiddelse af dopingmidler.

Databedrageri for 4,5 millioner kroner har kostet en 24-årig mand fra Nyborg tre års fængsel.

Endelig er en 28-årig mand fra Odense dømt for databedrageri for i alt 3,1 millioner kroner. Han blev idømt et år og ni måneders fængsel. Det er dog kun de tre måneder, han skal afsone - resten blev gjort betinget mod at han udfører 260 timers samfundstjeneste.

De tre dømte har alle modtaget deres domme.

Den 39-årige rocker, der i først omgang påkaldte sig politiets opmærksomhed, er sigtet for håndtering af dopingmidler, svindel med coronamidler og databedrageri for i alt 7,1 millioner kroner.

Hans sag er endnu ikke afgjort.

Derudover sidder en 31-årig mand varetægtsfængslet sigtet for svindel med coronamidler og databedragerier for omkring 10 millioner kroner. Hans sag forventes afgjort den 4. januar næste år.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.