Tykt røgslør omkring politiaktion - rygtestrøm eksploderer
Der er fortsat ingen officiel udmelding om afspærring af kvarter lørdag aften - men to anholdte mænd er løsladt

Betjente fra to hundepatruljer deltog i den timelange efterforskning i et af Thisteds centrale kvarterer lørdag aften. Privatfoto Privatfoto
THISTED:Midt- og Vestjyllands Politi holder fortsat helt tæt med årsagen til, at politiet lørdag aften var massivt til stede i et af Thisteds centrale kvarterer.
Gennem næsten tre timer deltog flere hundepatruljer, en almindelig patrulje, en dronepilot og en indsatsleder i en omfattende efterforskning, som blandt andet betød, at politifolkene efter Nordjyskes oplysninger flere gange var inde på værtshuset Fort Indian i Storegade for at studere billeder fra stedets overvågningskamera.
Rygtestrømmen vokser
I takt med politiets tavshed vokser strømmen af rygter i Thisted om, hvad det er, der er foregået. Nordjyske har modtaget talrige henvendelser, og rygterne er kun taget til i styrke, efter at Midt- og Vestjyllands Politi søndag eftermiddag oplyste, at to personer var blevet anholdt i sagen.
- De to er blevet afhørt og løsladt igen, oplyser vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag kort før kl. 16 til Nordjyske.

Flere end 10 betjente efterforskede lørdag aften anmeldelse om strafbart forhold i Thisted. Hvad sagen konkret handler om, holder politiet tæt til kroppen. Privatfoto
Heller ikke han ønsker at løfte sløret for, hvad sagen i Thisted handler om - og hvorfor man lørdag aften besluttede at lukke et helt kvarter ned i næsten tre timer, mens alle i området fik besked på at holde sig inde - eller holde sig væk.
Jens Claumarch henviser i stedet til politiets centrale efterforskningsenhed i Holstebro eller det lokale politi i Thisted, som først svarer tirsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.