Vanvidsbilist kørte fra politiet og var tæt på at ramme fodgænger

En 31-årig mand er blevet dømt for vanvidskørsel, da han stak af fra to politibetjente

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

SKAGEN:En 31-årig mand er blevet dømt for vanvidskørsel, da han sidste år under Hellerup-ugen i Skagen var tæt på at køre en fodgænger ned under sin flugt fra politiet.

Manden blev tirsdag idømt 60 dages betinget fængsel og fik sin BMW 335 konfiskeret for særlig hensynsløs kørsel og for at have udsat andre for fare, oplyser anklager Morten Sønderby.

Vanvidskørslen skete omkring klokken 23.30 i weekenden op til Hellerup-ugen 2021 på Kappelborgvej i Skagen. Her holdt den 31-årige mand i sin BMW, da han blev kontaktet af to politibetjente til fods.

Men den 31-årige ville åbenbart gøre meget for at undgå at tale med politiet, så han accelererede kraftigt med hjulspin og kørte overfor ubetinget vigepligt, hvor en fodgænger måtte springe til siden for at undgå at blive ramt.

Der var en grund til, at den 31-årige ikke ønskede at tale med politiet. Han havde nemlig ikke lov at køre bil, da hans kørekort allerede var frakendt.

I Retten i Hjørring nægtede manden sig skyldig og afviste, at hans kørsel på nogen måde var farlig. Han forklarede også, at han ikke vidste, det var politiet, der ville tale med ham, men at han kørte væk, fordi han troede det var nogle andre, fortæller Morten Sønderby.

Den forklaring købte retten dog ikke, men lagde i stedet vægt på forklaringerne fra politiet og fodgængeren.

Den 31-årige valgte at modtage dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Live fra Mia-sagen: Nu skal Mias kæreste og veninde afhøres
Luk