Kriminalforsorgen indfører krav om mundbind ved fængselsbesøg

Færre besøg og krav om mundbind for besøgende skal værne indsatte mod coronasmitte ifølge Kriminalforsorgen.

KØBENHAVN:Kriminalforsorgen indfører krav om mundbind ved besøg i fængsler og arrester.

Der bliver også restriktioner på, hvem der må besøge fanger i fængslerne. Besøg af advokater, præster og lignende skal så vidt muligt erstattes af telefonsamtaler.

Det oplyser Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse onsdag.

- Fra 1. oktober indfører Kriminalforsorgen en række tiltag, der skal begrænse risikoen for smittespredning i fængsler og arrester.

- Det sker på baggrund af smitteudviklingen i samfundet samt de seneste nationale retningslinjer, lyder det i meddelelsen.

Kravet om at bære mundbind gælder for besøgende, så snart de er på matriklen. Besøgende må dog tage mundbindet af, når de er i besøgsrum med en indsat.

Samtidig sættes der grænser for, hvem der kan komme på besøg. Alle indsatte kan få besøg af nærtstående personer.

Nærtstående personer er familiemedlemmer såsom ægtefælle, samlevende, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre eller oldeforældre samt andre, der har en tæt tilknytning, der kan sidestilles med de familiebånd.

Eksempelvis skal kærestepar have været i et forhold i over et år, før det kvalificerer til en nær tilknytning.

Indsatte mellem 15 og 17 år vil ikke blive påvirket af de nye regler.

Det er ikke første gang, at der indføres coronarelaterede begrænsninger i fængslerne.

I foråret blev besøg sat på pause i en periode. Det fik i maj de indsatte til at klage til Folketingets Ombudsmand, inden reglerne igen blev mildnet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.