Kris vandt alt

Kristine Andersen sluttede håndboldkarrieren hvor det hele begyndte

SINDAL:Hun vandt første halvleg med Vendsyssel All Stars, anden halvleg med Ikast-Bording og hele kampen med tilskuerne. Kristine Andersen havde det store brede håndboldsmil på, da hun lørdag eftermiddag fornøjede sig selv og 450 tilskuere i Sindal-hallen i karrierens absolut sidste håndboldkamp. Hun demonstrerede i to gange tredive minutter at hun stopper på toppen og ret beset for tidligt. - Det er lige hende landsholdet mangler og hun kunne sagtens have spillet to år mere, sagde hendes tidligere træner Per Jessen efter kampen. - Hun er trådt i karakter som leder og er på det punkt nået op i niveau med Camilla Andersen og Anja Andersen, vurderer Jessen, der har Kristine Andersen i tydelig erindring fra ungdomsdagene i Sindal, hvor hun "styrede alle kampene og lavede 10 mål hver gang". Men der bliver ikke flere indspil og underhåndshopskud fra Kristine Andersen. Hun har forlængst taget beslutningen om karrierestoppet og når Kristine Andersen gør den slags, står det ved magt. - Jeg forsøgte kun kortvarigt at tale hende fra det, for når "Kris" har taget en beslutning, kan man lige så godt droppe det, siger veninden Line Daugaard. - Hun er en bestemt dame, som ikke tager uovervejede beslutninger. Kristine Andersen var ellers klar til en sæson mere og har ikke lagt skjul på sin utilfredshed med Ikasts ledelse i kontraktforhandlingerne, som hun mener bød for lidt i lønposen. - Det er ikke så meget pengene, for jeg kunne have tjent mere ved at skifte til en af de mange klubber, der kom med tilbud, siger en sammenbidt håndboldspiller, som i flere år har følt, at dyrt indkøbte stjerner har fået store lønninger på bekostning af trofaste hjemlige spillere. Hun spillede første halvleg med Vendsyssel All Stars - et sammenrend af lokale spillere, kommende Ikastspillere og sågar en gammel holdkammerat fra Bayer Leverkusen. Trods karakter af sommerhåndbold fik tilskuerne masser af tempo og frem for alt masser af mål med 19-14 til Vendsysselholdet i første halvleg. Efter pausen skiftede Kristine Andersen til Ikastholdet og så blev de lokale helte kørte helt ud af banen med 14 mål i anden halvleg. Fortjenesten var ikke kun Kristine Andersens, men hun brillierede med flere fine knaldhårde bolde fra midten af banen til frie stregspillere. Ringen blev sluttet, da hun i de sidste fem minutter fandt endnu en trøje frem. Efter den blå Vendsysseltrøje og den gule Ikasttrøje spillede Kristine Andersen kampen færdig i den grønne Sindaltrøje, hun ikke har båret siden hun som 16-årig skiftede til Ikast. Da hun efter kampen greb mikrofonen og takkede spillere og tilskuere for et kæmpeminde, var det med en klump i halsen. Det var nu nok mere oplevelsen end karrierestoppet, der gav hende den, for virkede helt afklaret om sin håndboldfremtid. - Jeg glæder mig til friheden uden forpligtigtelser, smilede Sindals håndboldambassadør og manede straks alle spekulationer om trænerkarriere til jorden. - Hun ville ellers være en hammergod træner med det overblik og de lederevner hun har, forsøgte Line Daugaard sig efter kampen. Men nej - Kris bestemmer selv....