Krise giver flere pædagoger

Nedgang vendt til glæde på de nordjyske pædagog- og sygeplejerskeuddannelser. I de seneste uger er ansøgerne strømmet til, så pædagogskolen i Aalborg ligefrem har indført venteliste til det hold, der begynder til februar.

Nils-Georg Lundberg oplever massiv tilstrømning til pædagoguddannelsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Nils-Georg Lundberg oplever massiv tilstrømning til pædagoguddannelsen. Arkivfoto: Lars Pauli

Større risiko for at blive arbejdsløs sat sammen med stor sikkerhed for job i de to fag gør udslaget for mange. - Vi havde omkring 75 ledige pladser for fire måneder siden, nu har vi godt og vel besat alle 150 i Aalborg, siger dekan Nils-Georg Lundberg. Han står i spidsen for de pædagogiske uddannelser på det, der nu hedder University College Nordjylland (UCN). I Hjørring er listen vokset fra 12 til 52 navne, men der er plads til en håndfuld endnu. Også på uddannelsen til sygeplejerske har dekan Lene Zakarias, UCN, oplevet flere eftertilmeldte end tidligere. I Aalborg er godt 30 ledige pladser på februarholdet reduceret til bare nogle få, og i Hjørring begynder omkring 40 nu på uddannelsen. For få måneder siden stod blot ni på listen. - Vi kan mærke, at mange afbryder sabbatår og går i gang med at uddanne sig nu, fordi det kniber langt mere med de job, der er lette at få, siger Nils-Georg Lundberg og fortsætter: - Samtidig vælger mange vores fag, fordi der er gode udsigter til at få arbejde bagefter. I efteråret var der således omkring 1000 ledige stillinger som pædagog. Lene Zakarias beretter om lignende tendenser: - Vore studievejledere er begyndt at få henvendelser fra folk på arbejdspladser med udsigt til fyring. De har måske altid drømt om en sundhedsuddannelse, og bliver det muligt for dem. Specielt i Hjørring har sygehuset og UCN også gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på uddannelsen.