Krise i Nibe? Ikke tale om!

Nibe Festivalen satser på at give sit publikum en totaloplevelse med musik og er ikke bange for at miste grebet

Midtfyns Festivalen aflyser og lukker efter kun at have solgt 5.000 ud af de optimale 14.000 billetter. Samtidigt er der kommet udmeldinger om, at der generelt er krise i festivalbranchen. Men den køber Nibe Festivalen's musikansvarlige Peter Møller Madsen overhovedet ikke. - Det kunne aldrig ske for os. Jo, selvfølgelig, hvis vi holdt op med at tænke os om. Men jeg vurderer at Nibe Festivalen, som vi har den og til stadighed fornyer den, er langtidsholdbar, siger Peter Møller Madsen. Det er der flere grunde til, ifølge Nibe Festivalens egen Peter "Musik" Madsen. - For det første er det vigtigt, at en musikfestival bliver serveret med nerve og sjæl. Du kan ikke bare spise folk af med franske hotdogs og fadøl. Festivalen skal ose af kød og blod, og det er vigtigt, at du ikke sælger festivalens sjæl for at tjene nogle lette penge, mener Peter Møller Madsen . Det lyder jo helt metafysisk? - Jamen, det er det også sådan lidt. Men kigger du på Midtfyn har de været plaget af dårligt vejr de sidste tre år. Det gør det ikke nemmere. Så har de haft nogle ejerskift. Boldklubben OB ville lede festivalen i en anden retning end det gamle Færgemann-dynasti, og jeg fornemmer, at festivalen på det sidste er blevet ledet af folk med mere forstand på at lave gode forretninger end på at lave god festival, forklarer Peter Møller Madsen. Selv har Nibe Festivalen på nuværende tidspunkt solgt langt over halvdelen af sine billetter, inden firedages-billetten stiger med 100 kr. fra på mandag af. - Vi er tæt på de 5.000 billetter, så vi er sikret. Sammen med de øvrige i Nibe Festivalens bestyrelse arbejder Peter Møller Madsen hele tiden på at udvikle festivalen. Ikke blot på musiksiden, men med anderledes oplevelser og gode publikumsfaciliteter. Hammond, stegt flæsk og vinbar hører ligeså meget til på en festival som god rockmusik. - Der er alt for mange boldklubber, som kaster sig ud i et en-dags arrangement og brænder fingrene, fordi de ikke ved, hvad de har med at gøre. Rent faktisk kunne jeg godt tænke mig, at der på amtsplan blev fastlagt, hvor mange en-dages arrangementer, der måtte være. Lidt forbløffende ord. For Nibe Festivalen begyndte selv på amatørplan, men har med årene lige så stille udviklet sig til det nuværende niveau, der ligger omkring de 8.000 til 9.000 solgte billetter. Der er blevet betalt dyre lærepenge undervejs, men resultatet er idag en solidt funderet lokal festival, ifølge Peter Møller Madsen. - Det er tåbeligt at tale om festivalkrise. Se på Skanderborg, de har lige meldt udsolgt. 22.000 billetter. Vi vil gerne være en nordjysk pendant til Skanderborg og satser ligesom dem på sjæl, natur og totaloplevelse. - Det unge publikum er blevet mere kritisk i dag, og det skal vi være glade for. Det skal være i orden, når de træder ind på festivalpladsen. De skal træde ind i en totaloplevelse, - De dage er forbi, hvor de unge smed sig som zombier med fem Paderborn-øl foran en scene!