Skattepolitik

Krise kræver forandring

Det klinger hult, når sundhedsminister Jakob Axel Nielsen forsøger at give indtryk af, at S-SF's skatteudspil vil gøre alle danskere fattigere.

Det er jo et faktum, at VKO flertallet i den grad har øget uligheden i det danske samfund markant i løbet af de sidste otte år. Regeringen har med dens ”rødvinsreform” givet store skattelettelser til de, som i forvejen havde rigeligt. Skattelettelserne for almindelige lønmodtagere har været minimale, mens de allerrigeste har fået i pose og sæk. Denne udvikling ønsker SF at vende. Vores mål er et Danmark uden store sociale skel. Vi ønsker i stedet at skabe et mere retfærdigt samfund, hvor lighed skal være en bærende værdi. Det skal naturligvis kunne betale sig at arbejde, men det skal ikke kun gælde for de rigeste, det skal også gælde for det store flertal af lønmodtagere. Derfor synes vi det er rimeligt, at millionærerne får en lille, ekstra beskatning på 6 procent af indkomster over en millioner kroner. Nogle af de penge kan så gå til førtidspensionisterne, kontanthjælpsmodtagere, enlige mødre og alle lønmodtagerne, som for alvor har brug for en ekstra hånd. Det kalder vi fair forandring. I øvrigt har en undersøgelse for nylig vist, at 60 procent af danskerne er enige med SF på dette område. De finder det også rimeligt, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. I vores skatteudspil, som vi har fremlagt sammen med Socialdemokraterne, er vores fokus på den store gruppe af lønmodtagere, som blev så gevaldigt snydt ved regeringens sidste reform. Det kan ikke være rigtigt, at denne gruppe skal overses. Især ikke med tanke på, at det er denne hårdtarbejdende skare, der især skal være med til at arbejde Danmark ud af krisen. Vi ønsker derfor at give alle danskere en skattelettelse ved at øge beskæftigelsesfradraget med 6000 kroner om året. Det vil medføre lidt mere luft i økonomien for mange lønmodtagerfamilier. En bonus ved forslaget er, at det bedre kan betale sig at arbejde end at være på overførselsindkomst – et signal som er godt at sende. Det vigtige er bare, at vi, i modsætning til regeringen, ikke ønsker at straffe de udsatte personer, som er på overførselsindkomst. De har det svært nok i forvejen. Samtidig vil vi forhøje pensionstillægget for folke- og førtidspensionister med 5000 kr. om året. Pengene skal ud over millionærskatten hentes ved at sætte et loft på 100.000 kr. på fradragsberettigede pensionsindbetalinger. Med vores skatteudspil får vi vendt den udvikling, hvor de rige bliver forgyldt og den store gruppe af hårdtarbejdende lønmodtagere, tages ved næsen. Det kalder vi fair forandring.