Krisehjælp til medarbejdere på Dangrønt

Medarbejdere og direktør stærkt påvirket af den tragiske ulykke på virksomheden ved Aars, hvor 55-årig mand døde efter brand.

Flaget er på halv og stemningen på virksomheden Dangrønt ved Aars er særdeles trykket efter den voldsomme eksplosionsbrand, som torsdag kostede en 55-årig medarbejder livet. Torsdag aften mødtes medarbejderne og fik krisehjælp, og igen fredag eftermiddag får de hjælp til at bearbejde de følelser, som de står tilbage med efter ulykken. Det var en meget berørt direktør, Vagn Hundebøll, der fredag formiddag fortalte NORDJYSKE, hvordan stemningen har været på fabrikken efter eksplosionerne. Medarbejderne har været gode til at støtte hinanden og den dræbtes familie, oplyste Vagn Hundebøll, der var synligt bevæget. Ukendt brandårsag Torsdag formiddag var repræsentanter fra politiet, brandvæsenet og Arbejdstilsynet på virksomheden. De skulle blandt andet forsøge at fastslå brandårsagen, men det er endnu for tidligt at fastslå, hvad der præcist skete i forbindelse med de fire eksplosioner og branden på Dangrønt, forklarede indsatsleder Palle Olesen fra beredskabet i Vesthimmerlands Kommune. Oprydningen på Dangrønt kommer formentlig til at vare et par måneder. Og efter råd fra krisepsykologen skal medarbejderne være med til at rydde op efter de meget store skader, der er sket på bygningerne. Fredag formiddag var brandfolkene stadig i gang med efterslukningen.