EMNER

Krisen åbner muligheder

TK Development har i kølvandet på finanskrisen opbygget nyt forretningsområde

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gælder også for TK Development (TKD), der i kølvandet på finanskrisen har fået opbygget en ny nebengeschäft. - Vi har i nogle tilfælde hjulpet banker med at få optimeret ejendomsprojekter, som de har lånt penge ud til og efterfølgende overtaget, efter at låntagerne bag projekterne har givet op, fortæller administrerende direktør Frede Clausen fra TKD. TKDs betjening af bankerne har bestået i at bruge erfaringerne i byggestyring til at få færdiggjort ejendomsprojekter, som ellers var gået i stå, da personerne bag dem løb tør for penge, og bankerne måtte tage over. - Og vi har også hjulpet ved at stille vores ekspertise i udlejning til rådighed de steder, hvor manglende udlejning var bankens udfordring i forsøgene på at maksimere værdierne, siger han. Konsulentydelserne over for bankerne er slet ikke et nyt forretningsområde, understreger Frede Clausen. - Men på den måde får vi dækket nogle af vores faste omkostninger, så længe vi har ressourcerne til det, siger han. EBH TKD er i løbende kontakt med EBH Bank, der har overtaget de dårlige dele af de sammenbrudte ebh bank og Løkken Sparekasse for at sælge dem til den højst mulige pris. - Det er jo ikke nogen hemmelighed, at EBH Bank ligger inde med en hel del grunde og projektmuligheder, som banken har måttet overtage fra nødlidende kunder, og flere af dem er interessante for os, siger Frede Clausen. Derfor forhandler TKD i øjeblikket med EBH bank om flere køb af grunde eller projektmuligheder. - Men det er dog endnu ikke blevet til konkrete handler, siger han.