Krisen er på retur

KØBENHAVN:Udsigten så lidt lysere ud fra danske indkøbschefers skriveborde i december. Aktivitetsbarometeret for danske industrivirksomheder - det såkaldte PMI-indeks - steg en smule og ramte tallet 48,9 i julemåneden. PMI-indekset tager temperaturen på dansk industri på baggrund af oplysninger fra landets indkøbschefer. Alt over 50 betyder vækst i virksomhederne. Det er 18. måned i træk, at det sæsonkorrigerede indeks havner under det neutrale vækstniveau på 50, men det går mod lysere tider. Således bød december på en fremgang på 2,4 procentpoint sammenlignet med november, hvor indekset faldt 2,3 procentpoint. - Det nuværende niveau nærmer sig dog på ny vækstniveauet, hvilket indikerer, at påvirkninger fra den økonomiske krise er fortsat aftagende, skriver Dansk Indkøbs- og Logistik Forum (DILF), som beregner indekset i samarbejde med Danske Bank. Tal for nye ordrer og produktion understreger også, at krisen er på retur. Begge underindeks fortsætter væksten for tredje måned i træk. /ritzau/