EMNER

Krisen holder ikke ferie

Problemerne venter trofast på statsministeren

Folketinget holdt afslutningsdebat i går og går på ferie, men krisen vil være der, når Folketinget vender tilbage. Foto: Scanpix

Folketinget holdt afslutningsdebat i går og går på ferie, men krisen vil være der, når Folketinget vender tilbage. Foto: Scanpix

KØBENHAVN:En god og en dårlig nyhed følger statsminister Lars Løkke Rasmussen på sommerferien, som allerede starter i slutningen af ugen for politikerne på Christiansborg. Den gode nyhed er, at Lars Løkke for første gang giver Helle Thorning-Schmidt baghjul i Gallups løbende målinger af, hvem af de to danskerne helst ser som statsminister. De andre gange, danskerne er blevet spurgt, har flertallet peget på Thorning. Men nu hvor Løkke så langt om længe sidder på posten, har han tilsyneladende overrasket positivt. Til trods for bilagssag, finanskrise og det totale fravær af et selvstændigt regeringsprojekt. Omvendt vil de fleste danskere også have mere end svært ved at definere Helle Thornings statsministerprojekt. Men måske arbejder tiden for hende. Den dårlige nyhed er nemlig, at ledighedstallene tordner i vejret med raketfart og vil fortsætte med at gøre det på den anden side af sommerferien. Arbejdsløsheden vokser Regeringens økonomiske prognose, som kom i tirsdags, spår, at arbejdsløsheden vil vokse til 150.000 ledige ved udgangen af 2010. Samtidig forventes det svulmende overskud på statens finanser på 60 mia. kr. at vende til et lige så svimlende underskud af tilsvarende størrelse. Med andre ord bliver det ikke muntert at gå i gang med en ny politisk sæson i efteråret, uanset hvor gode ferieminderne er. Især for regeringen, som vil komme under forstærket pres for at rette op på elendighederne. Oppositionen satser på, at flere danskere vil se rødt, hvis regeringen fastholder sin linje med at lade markedet regulere sig selv i stedet for at sætte en vækstpakke i sving, som S og SF efterlyser. Thorning og Søvndal forbereder sig på at gå hårdt til regeringen og især Lars Løkke, som til den tid har udstået hvedebrødsdagene som ny regeringsleder. Allerede i gårsdagens afslutningsdebat fik regeringen råt for usødet, men det er intet imod, hvad der venter efter sommerferien. Især hvis krisen fører til mærkbare velfærdsforringelser for danskerne ude i kommunerne. Det vil nemlig få Dansk Folkepartis støtte til regeringens strategi til at vakle. Og så bliver det for alvor svært at være Lars Løkke Rasmussen.