Krisen kradser for Gaarde og Viking

Syv nederlag i otte kampe truer norske Viking Stavanger med en nedrykning

Flemming Olesen
Allan Gaarde - her i AaB-trøjen - skifter fra Viking Stavanger til Vejle Boldklub på en to-årig aftale. Foto: Torben Hansen
Fodbold 14. september 2006 06:00

STAVANGER: Mens hans tidligere holdkammerater i AaB for tiden har stor sportslig succes som tophold i den danske Superliga i fodbold, så frister 31-årige Allan Gaarde for tiden en tilværelse som anfører for et norsk mandskab, det går ualmindelig skidt for. Viking Stavanger, som siden 2005 har været Allan Gaardes klub, havde i fjor pæn succes, spillede med i toppen og var ude at spille UEFA Cup. Derfor var forventningerne til denne sæson skruet op, man skulle spille med i kampen om medaljerne i den norske Tippeliga, og i det hele taget fortsætte den fremgangslinje, der var lagt, blandt andet med indkøb af to danske landsmænd til Allan Gaarde, Nicolai Stockholm og Søren Berg fra OB. Det begyndte på det jævne for Viking. Man fandt så rytme i en stabil periode over seks kampe, som skiftevis gav sejr og uafgjort. Men siden 2. juli, da Rosenborg gæstede Stavanger og vandt med 3-1, er det gået støt tilbage for vikingerne, som nu rent tabelmæssigt kan konstatere, at de har tabt syv af de otte seneste kampe, og er havnet på Tippeligaens sidsteplads - med alvorlig nedrykningsfare i udsigt. Svære kampe venter Der mangler syv spillerunder, og Viking har tre point op til Molde på den plads, der kan give redning via kvalifikationsspil, idet de to nederste rykker direkte ned. Men kigger Allan Gaarde i spilleplanen, så er der ikke megen trøst at finde i den, for hvis ikke skuden bliver rettet op i løbet af de fem næste kampe, så kan han konstatere, at sæsonens to sidste kampe bliver to af de allersværeste at få point i. Da løber Viking nemlig ind i de to rivaler til årets norske mesterskabstitel, Rosenborg på udebane og Brann Bergen, det øjeblikkelige tophold, i Stavanger. Krisen er da også til at få øje på i Stavanger, hvor onsdagens formiddagstræning blev afbrudt i utide af assistenttræner Egil Østenstad. Han fik tilsyneladende nok af den slappe attitude, spillerne viste, og selv om cheftræner Tom Prahl også var til stede, så var det assistenttræneren, som sendte spillerne til tidlig badning. - Det var slet og ret ikke acceptabelt. Jeg var meget misfornøjet med spillernes indstilling, lyder Egil Østenstads forklaring til netavisen aftonbladet.no. - Træneren synes ikke, at kvaliteten var god nok, og det var bare det, siger Allan Gaarde til Ritzaus Bureau. Den tidligere AaB’er har kontrakt med Viking til udgangen af 2007, og den står han igennem, uanset sæsonen skulle resultere i en nedrykning. Til den lokale Rogalands Avis siger han, at hvis det bliver til nedrykning, så må vi spillere, som har spillet klubben ned, se at få den op igen. Krisen forstærket Krisen blev forstærket, da Viking tabte i seneste runde til netop Molde, som man skal forsøge at komme forbi, med 3-1. - Vi har arbejdet hårdt både mentalt og fysisk de to seneste uger. Jeg føler, vi har gjort alt rigtigt i forberedelserne, udtaler Gaarde. Og når de norske journalist-spørgsmål går tættere på, med antydning om, at nu må der snart ske noget, lyder det fra holdets danske anfører: - Du vil gerne have, at træneren skal have sparket, forstår jeg. - Vi står bag ham. Dette er vort ansvar. - Det havde ikke hjulpet med verdens bedste træner, eller verdens bedste spillesystem. - De personlige fejl, vi laver, undergraver det system, vi har. Derfor taber vi kampene. Nu venter en hjemmekamp mod Stabæk på søndag, og derpå vitale opgør mod Sandefjord og Tromsø, og i fortsættelsen Odd Grenland og Lyn, inden den barske afslutning mod de to tophold Rosenborg og Brann. Allan Gaarde skal for alvor læne sig op ad sin gode statistik: Han har aldrig været med til at rykke ned, selv om det har været snert på to gange i hans tid i italienske Udinese, og en enkelt gang i AaB.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...