Trafikpolitik

Krisen kradser

Lokale busruter er i flere kommuner under stærkt pres og er flere steder i risikozonen for at blive lagt helt i graven. Det beretter ikke mindst medierne om i disse uger, hvor kommunerne har travlt med at lægge budget for næste år.

Når bustrafikken i flere kommuner rammes, så ruter bliver omlagt, beskåret eller helt nedlagt, så skyldes det, at udgifterne til den kollektive bustrafik stiger og stiger. De stigende omkostninger skyldes først og fremmest, at prisen på brændstof er voldsom opadgående, mens antallet af passagerer til gengæld er i frit fald nedad. Kommunerne brugte tilsammen 116 mio. kr. mere på busdriften, end der egentlig var budgetteret med i 2007. Men selv om vi bruger flere og flere penge på den kollektive trafik, så har vi fået sværere ved at fastholde det serviceniveau, som passagerne kender det i dag. Trafikselskabernes fællesorganisation har udarbejdet beregninger over kommunernes og regionernes tilskudsbehov i 2009. Beregningerne viser, at kommunerne samlet set skal finde i omegnen af 280 mio. kr. på næste års budgetter, hvis det nuværende serviceniveau skal opretholdes. Hvis vi skal undgå serviceforringelser fremover, skal vi altså finde flere ressourcer. Men hvor skal pengene komme fra? Enten skal passagerne betale – i form af dyrere billetter. Men den mulighed eksisterer reelt set ikke, da der er sat et loft over, hvor meget trafikselskaberne må lade billetpriserne stige. Eller også skal vi finde de ekstra ressourcer ved at skære på andre kommunale kerneydelser. Med andre ord er det børn, ældre og de syge, der kommer til at betale. Alternativet for kommunerne bliver derfor formentlig at nedlægge busruter flere steder. Kommunerne ønsker ikke at realisere nogle af de nævnte forslag. Vi vil meget hellere gå den anden vej og være med til at udvikle den kollektive trafik, så den i højere grad kommer til at spille en større rolle i indsatsen for at løse trængsels- og klimaproblemerne. Vi tager vores ansvar for bustrafikken alvorligt i kommunerne. Men vi står over for en udvikling, der kun kan vendes, hvis staten tager et medansvar. Vi har brug for en økonomisk indsprøjtning her og nu. Men der er også behov for at tænke i mere langsigtede løsninger. F.eks. er der behov for at styrke samspillet mellem de parter, der er på trafikområdet. Der er behov for en bedre sammenhæng mellem busser, bane og vej. En model kunne være et dialogprojekt, som det der er ved at starte op på Sjælland, hvor de relevante ministerier, trafikselskabet og de kommunale parter sætter sig sammen for at øge samspillet mellem fysisk planlægning og trafik- og mobilitetsplanlægning. Regeringen har gang på gang fremhævet, at den kollektive trafik skal spille en større rolle. Men staten har et medansvar for at sikre den kollektive trafik. Nu er det på høje tid, at regeringens ord erstattes af reel handling.